De bedste skolefilm- og serier

liste / Katrine Sommer Boysen
Klokken har lige ringet ind til et nyt skoleår, og derfor kigger vi på film og tv-serier, der tager de formative år under kærlig, kyndig eller en ganske anden behandling.

Fagre voksne verden (1967)

I originaltitlen, 'The Graduate', på Mike Nichols' mesterværk 'Fagre voksne verden' afslører filmen sig som den (ud)dannelsesfortælling, den også er. Dustin Hoffman spiller den nyudklækkede collegestudent Benjamin Braddock, der rammes af post-studentikos apati i mødet med virkelighedens verden og dermed bliver et nemt offer for en vis Mrs. Robinson, der meget symbolsk er en af faderens forretningspartneres hustru.

Klassen (2008)

Guldpalme-vinderen fra 2008, Laurent Cantets fornemme, socialrealistiske 'Klassen', er en forbilledlig skildring af tilværelsen i en broget parisisk skoleklasse, hvor tilværelsens skyggesider ofte trænger ind i klasselokalet. Filmen er dokumentarisk i sit udtryk og i sit spil, og alle de uprøvede unge gør en formidabel indsats som eleverne, ligesom forfatteren Francois Bégaudeau er fremragende som den ihærdige lærer, der får sin sag for.

Grease (1978)

Randal Kleisers forrygende high school-musical 'Grease' kan måske ikke just hyldes for sine filmiske kvaliteter, men som karikeret gymnasieportræt er den uovertruffen. Hippe Danny Zuko (John Travolta) forelsker sig ubekvemt i dengsen Sandy (Olivia Newton-John, der selv med al god vilje ikke kan tages for en 17-årig), men det skal vise sig, at der er mere end romantiske drømmerier i den blonde goodie two shoes.

Bring It On (2000)

Ingen skolefilmliste med respekt for sig selv kan være komplet uden et cheerleader-portræt, og Peyton Reeds millenium-komedie 'Bring It On' med en usædvanligt veloplagt Kirsten Dunst i hovedrollen er faktisk et hæderligt bud på genren. Overraskelserne er dog få i historien om de rivaliserende cheerleader-grupper, der ryster røven for at vinde det eftertragtede mesterskab.

Beverly Hills 90210 (1990-2000)

Behøver vi at sige mere? Nej, vel. Serien, der endte som en parodi på en rædselskampagne mod plastikkirurgi, begyndte som en fantastisk relevant skildring af rige ungers coming of age-problemer i det populære californiske postnummer. Hvem har ikke lært et og andet om sociale hierarkier af Minnesota-tilflytterne Brenda og Brandon, der gør hvad de kan for at passe ind i en glitrende verden af lækre Corvettes, ditto damer, nose jobs og eksamenssnyd?