De bedste film i 2014 – indtil videre

liste / Close-Up
Sommeren går på hæld, og Close-Up gør status over de små og større mesterværker indtil videre i det danske biografår 2014.

Dallas Buyers Club

I denne film møder vi den fallerede og selvdestruktive rodeorytter Ron Woodroof, der får at vide, at han grundet fremskreden AIDS kun har få uger tilbage at leve i. Matthew McConaughey fik en oscar for sin kraftpræstation som Ron, og rollen er texanerens stærkeste til dato. Jared Leto vandt for bedste birolle og var mindst lige så god som transvestitten Rayon, der i strid med al logik bliver den homofobe Ron Woodroofs forretningspartner og sjæleven. ’Dallas Buyers Club’ er en fantastisk lille film, der fortæller en enestående historie om en mand, der må skifte alt det, han troede han elskede, ud med alt det, han troede han afskyede, for at genfinde en retning i sit liv og blive noget, der minder om lykkelig.

Selv i de bedste hjem

François Ozons filmkunst er altid helt sin egen, men hans film rammer ikke altid plet i deres ofte ekstravagante og bizart-komiske fortællinger. Men 'Selv i de bedste hjem' er Ozon, når han er bedst: satirisk, spydig og præcis. Filmen fortæller om en gymnasielærer, der opmuntrer en elev til at at fortsætte et mildt sagt tvivlsomt projekt: at skrive om sin klassekammerats småborgerlige hjem set indefra. Fabrice Luchini er rørende som læreren, der flirter med grænsen mellem virkelighed og fiktion, og filmen er skamløst morsom og uhyggeligt tankevækkende på en gang.

The Grand Budapest Hotel

Ikke så snart har man checket ind på 'The Grand Budapest Hotel' før man mærker, man er i velkendt Wes Anderson-land. Alle detaljer er nøje udvalgt, og lige som genstandene befinder hver replik, gestus og bevægelse sig på et veltilrettelagt sted. Men filmen er et større værk end eksempelvis Andersons foregående, 'Moonrise Kingdom', både rent visuelt er den et skrummel af en tidsmaskine, men også politisk er der noget på spil i historien om den dekadente M. Gustav (Ralph Fiennes) på det eventyrlige hotel i det fiktive land Zubrowka inden Anden Verdenskrig.

Min søns familie

Hirokazu Kore-edas film om to familier fra hver deres ende af den sociale rangstige, hvis skæbner på tragisk vis flettes sammen, da det viser sig, at sønnerne Ryusei og Keita ved en fejl blev ombyttet ved fødslen, vandt juryens specialpris ved filmfestivalen i Cannes i 2013 og er en fabelagtigt stærk film. 'Min søns familie' skærer dybt i sin dissektion af forholdet mellem børn og forældre, og man sidder i den grad med en klump i halsen undervejs. Kore-edas film undersøger især den moderne faderrolle, og Masaharu Fukuyama leverer varen i sit portræt af en mand, der desperat forsøger at kontrollere en følelsesverden, der flyder ud mellem fingrene på ham, hver gang han tager ordentligt ved.

Når vinden rejser sig

At den japanske animationsmester Hayao Miyazaki slutter på toppen stod helt klart med den fremragende, billedskønne hyldest til luftrummet, kærligheden og fantasien, 'Når vinden rejser sig'. Filmen, der henvender sig mere til voksne end (små) børn, kondenserer temaerne fra Miyazakis samlede værk i fortællingen om den unge, nærsynede Jirô, der drømmer om at designe flyvemaskiner. Handlingen folder sig ud på et historisk bagtæppe, hvor krigen buldrer og animerede bomber sprænger, så det er en visuel fornøjelse. Jo, legen er god, der hvor Miyazaki stopper.

Nebraska

Få kan som Alexander Payne få små menneskeskæbner til at antage episk format. Det beviser han igen til fulde med sit sort/hvide mesterværk 'Nebraska', der handler om den gamle Woody (Bruce Dern), som er overbevist om, at hans lottokupon vil indbringe ham en million dollars. Alle omkring ham - ikke mindst hans nævenyttige hustru - er klar over, at det modsatte er tilfældet, men alligevel overtaler han sin søn (Will Forte) til at rejse med ham til Nebraska for at få fingre i skejserne. Det bliver et roadtrip ud over det sædvanlige i en film helt uden sidestykke.

Fortiden

Handlingen i efter-skilsmissedramaet 'Fortiden' kan lyde som den rene sæbeopera, men det er så langt fra sandheden, som tænkes kan: iranske Asghar Farhadis diskret afstemte drama er elegant, tilbageholdt og dybt rørende på en måde, man kun sjældent oplever. Filmen fortæller om eks-ægteparret Ahmad og Marie, der begge oplever, at deres fælles fortid spøger på forskellig vis, men der er ingen lykkelige slutninger eller lette løsninger hos Farhadi, der lader livet stå frem i al dets komplekse skønhed. Resultatet er en film, der sætter dybe spor.

Only Lovers Left Alive

Vi har efterhånden set mange bud på vampyrfilm, men ingen som indie-auteur Jim Jarmusch’ melankolske fortælling om vampyrerne Adam og Eve (hhv. Tom Hiddleston og Tilda Swinton), der elsker hinanden på tværs af tid og kontinenter. På typisk Jarmusch-maner er der ikke meget historie, men til gengæld fantastiske stemninger og eminente billeder fra to liv, der har varet i århundreder og har set det meste. Og også i sædvanlig jarmusch'sk stil er der tilpas mange finuligheder til at filmen føles både frisk og unik og faktisk måske er instruktørens bedste nogensinde.

Her

Spike Jonze vandt en Oscar for bedste originale manuskript for filmen og det er fuldt fortjent. Med ‘Her’ skaber han nemlig sit helt eget futuristiske univers, fotograferet i doucede brune og gyldne farvetoner, der i sit tankeeksperiment er en ekstrem, men ikke umulig, videreførelse af vores it-besatte mentalitet. Filmen følger den social akavede Theodore (Joaquin Phoenix), da han bliver forelsket i sin computer, Samantha (forførende stemme-skuespil af Scarlett Johansson). Det er Phoenix, der bærer filmen, for han er stort set alene i de fleste scener, og det gør han på både rørende og humoristisk vis. Og han bliver hjulpet af et stærkt soundtrack, ikke mindst Karen O’s ‘The Moon Song’. Det har skabt en film, der fortjener et større publikum end den fik ved premieren, for den er både sød, smart og sjælfuld.

12 Years A Slave

Steve McQueen har med ’12 Years A Slave’ skabt et uomgængeligt værk om den amerikanske slavehistorie, der da også allerede nu har fået plads i skolepensummet på amerikanske skoler. Det er ikke nogen let eller behagelig film at se på, for historien om den frie mand, Solomon Norhtrups (Chiwetel Ejiofor) tilfangetagelse og tvungne liv som slave i tolv år på sydstats-plantager er destilleret menneskelig fornedrelse. Man kan til gengæld nyde McQueens elegante og subtile fortællestil og at han endnu engang viser, at han er en visionær og kompromisløs instruktør.

The Wolf of Wall Street

‘The Wolf of Wall Street’ er som et vildt syretrip, hvor Martin Scorsese har krystalliseret alt hvad han gør og kan. Filmen er en teknisk tour-de force med lange trackingture, slo-mo, panoreringer und so weiter. Lige til at blive helt forpustet af. Også tematisk lægger den sig i forlængelse af hans tidligere film, for historien om den coke-sniffende, pilleædende børsspekulant Jordan Belfort, er historien om storhed, magt, korruption, grådighed og fald. Dertil kommer, at Leonardo DiCaprio giver sin bedste Scorsese-præstation ever i en rolle, der hele tiden balancerer mellem komedie, karikatur og drama. Filmen er ikke uden skønhedspletter, som f.eks. længden, men den leverer ikonografiske scener, der vil gå over i filmhistorien.

Guardians of the Galaxy

Marvel Studios med producer Kevin Feige ved roret er efterhånden blevet en af de mest stabile leverandører af solide blockbusters, der hele tiden udvider grænserne for, hvad der kan lade sig gøre rent teknisk. 'Guardians of the Galaxy' er denne listes mest letbenede og poppede indslag, men rum-odysseen om Peter Quill og hans absurde følge af alt fra grønne skønheder over talende træer til ditto vaskebjørne er gennemsympatisk, indeholder stor visuel og teknisk kreativitet og er hylende morsom. Et nyt succesfranchise er skabt, og ikke siden Harrison Ford gav os Han Solo, har vi truffet en så elskværdig småslyngel, som ham Chris Pratt leverer her.