Cameron Diaz’ fem dummeste roller

liste / Katrine Sommer Boysen
Få skuespillerinder har samme yndig/naive udstråling som Cameron Diaz. Selvom hun er 42 år, virker det som om, hun er going on 14 med betuttet lillepige-look og kluklatter. Det afspejler sig i hendes roller, så i anledning af premierefilmen 'Sex Tape' har vi fundet frem til de allerbedste af de mindst begavede Diaz-roller.

The Mask (The Mask, 1994)

Cameron Diaz fik sin spillefilmdebut i komediehittet 'The Mask' over for Jim Carrey, og filmen blev også den yndige 22-årige californiaindes store gennembrud. Iført utrolig stram rød kjole spiller Diaz rollen som natklubsangerinden Tina, som bankassistenten Stanley Ipkiss forelsker sig i. Han har naturligvis ikke en chance, men da han en dag finder en mystisk træmaske og forvandler sig til et manisk charmør, byder Tina sig beredvilligt til.

Min bedste vens bryllup (My Best Friend's Wedding, 1997)

Julia Roberts og Dermot Mulroney spiller rollerne som Julianne og Michael, som har været venner hele livet. Men først da Michael annoncerer, at han skal giftes og introducerer Julianne for sin kommende brud Kimberly, finder veninden ud af, at det er ham, hun vil have. Kimberly spilles selvfølgelig med vanlig naiv nuttethed af Cameron Diaz, der ikke får et ben til jorden over for den kølige Julianne, men hun ender med at vise tænder.

Charlie's Angels (Charlie's Angels, 2000)

Som den hårdtslående Natalie Cook i filmversionen af 70'er-serien 'Charlie's Angels' får Cameron Diaz lov til at give den gas i lak og læder og infiltrere storkriminelle organisationer sammen med sine ikke helt angeliske medsøstre Dylan og Alex. Men ingen Diaz-rolle uden en tur i tyrolerminishorts og numsedans i trusser med et stort fjoget grin i fjæset.

I dine sko (In Her Shoes, 2005)

Selvom hun til sidst ender som et ordentligt menneske i Miami, så ændrer det ikke på, at Cameron Diaz i udgangspunktet i 'I dine sko' opfører sig som et overordentligt dumt svin. Med streg under dum. Diaz spiller Maggie, der ikke kan kontrollere sin jalousi over sin mere succesrige søster (Toni Collette). Det eneste Maggie har succes med er at forføre mænd, så derfor napper hun søsterens kæreste og hugger hendes stilletter. Se, det er et faux pas.

Til jackpot os skiller (What Happens in Vegas, 2008)

Ashton Kutcher, der ofte selv spiller lidt af et air head, spiller over for Diaz i denne virkelig ringe uromantiske romantiske komedie. Joy og Jack tørner sammen i et beruset engangsknald og ender med at blive dømt til at leve sammen som par i et år. Hvis det lykkes, er der en stor spand penge på spil. Det går selvfølgelig rigtig, rigtig galt.