5 stærke kvindelige debutfilm

liste / Sophie Engberg Sonne
Saudiske Haifaa Al-Mansour imponerede de danske anmeldere med sin smukke og modige debutfilm. I anledning af 'Den grønne cykel' ser Close-Up tilbage på de mest markante debutfilm fra kvindelige instruktører kloden rundt

Red Road (Andrea Arnold, 2006)

Britiske Andrea Arnolds debutfilm er et barskt og rørende portræt af en kvindes opgør med sin fortid og en tankevækkende skildring af Storbritanniens eskalerende overvågningssamfund. For hvem er det egentlig, der sidder og ser med? Selv om filmen er socialrealistisk springer Arnolds stærke visuelle fortællemåde i øjnene lige som i hendes to efterfølgende film, ’Fish Tank’ (2009) og ’Stormfulde højder’ (2011). Vi glæder os meget til at se mere fra hendes hånd!

En soap (Pernille Fischer Christensen, 2005)

Danske Pernille Fischer Christensen er styret af sin nysgerrighed, når hun laver film; hun elsker at researche og skildre universer, der er fremmede for hende. I sin debutfilm fortæller hun om en transseksuel (følsomt spillet af David Dencik), der indleder et venskab med sin nabo (Trine Dyrholm), og resultatet er en sart, barsk og dybt rørende film, der fortjent vandt først en Sølvbjørn i Berlin og siden en Bodil for bedste film.

De andres smag (Agnès Jaoui, 2000)

På elegant vis demonstrerer franske Agnès Jaoui, hvordan forskellige menneskers normsæt for god og dårlig smag kan stå i vejen for deres venskaber og kærlighedsforhold i en elegant og charmerende komedie, der aldrig bliver plat men fastholder en menneskelig alvor. Jaoui spiller selv en af hovedrollerne, og hun har har også skrevet manuskriptet sammen med Jean-Pierre Bacri, der spiller en af de andre hovedroller.

The Virgin Suicides (Sofia Coppola, 2000)

Sofia Coppolas debutfilm tegner et portræt af en søskendeflok af lyshårede piger, filmet af et forelsket kamera, der ser pigerne i et guddommeligt modlys som overjordiske væsener. Filmen fortæller om en drøm, der brister – både fra pigernes synspunkt (at de begår selvmord afsløres ikke bare af titlen men også af filmens fortællerstemme i indledningen) og fra de drenge, der var forelsket i dem, og på befriende vis lader Coppola filmen være sanselig, mystisk og uvirkelig.

Æblet (Samira Makhmalbaf, 1998)

Samira Makhmalbaf var bare 18 år, da hun debuterede som filminstruktør, men hendes far er en institution inden for iransk film, så ’Æblet’ faldt ikke langt fra stammen, om man så må sige. Filmen fortæller den fascinerende og virkelige historie om to piger, der har levet afsondret fra omverdenen og pludselig får åbnet døren ud til en virkelighed, de ikke vidste eksisterede. Mulighederne for at tolke filmen som en metafor for de iranske kvinder gjorde filmen til en øjeblikkelig festivalfavorit.

Boblerne

Vi kunne selvfølgelig også have nævnt 'Wadjda' (Haifaa Al-Mansour, 2013), 'Away From Her' (Sarah Polley), 'Ratcatcher' (Lynne Ramsay, 1999), 'Chocolat' (Claire Denis, 1988), 'Boys Don’t Cry' (Kimberly Peirce, 1999), 'La Pointe-Courte' (Agnès Varda, 1955), 'Salaam Bombay' (Mira Nair, 1988), 'Me and You and Everyone We Know' (Miranda July, 2005), 'Somersault' (Cate Shortland, 2004) og 'Down to the Bone' (Debra Granik, 2004) - så det er hermed gjort!