5 perler fra kontroversielle Kim Ki-duk

liste / Sophie Engberg Sonne
Det går sjældent stille for sig, når koreanske Kim Ki-duk søsætter en ny film. Nogle i branchen kalder hans film for seksuel terrorisme, mens andre ikke tøver med at udråbe ham til en asiatisk mesterinstruktør. Sikkert er det, at hans film er kontroversielle i deres sammenstød mellem grufulde fortællinger om vold, sex og kriminalitet og et stilfærdigt, nærmest poetisk billedsprog, og at hans film skaber debat, hver gang de præsenteres på festivaler verden over. Close-Up guider til hans 5 bedste.

Tomme huse (2005)

Den foreløbige krone på Kim Ki-duks imponerende værk er den tavse, voldsomme og dybt rørende ’Tomme huse’ (eller ’3-Iron’, som den hed internationalt) om en en ung mand, der bryder ind hos andre mennesker uden at stjæle noget. En dag bryder han ind i et hus, der mod forventning ikke er tomt og møder en kvinde. Hun slutter sig til den navnløse tyv, og der udvikler sig et ordløst kærlighedsforhold mellem de to tavse nomader i den enkle, magiske fortælling om usynlige liv i tomme huse. Filmen indbragte ham instruktørprisen i Venedig.

Forår, sommer, efterår, vinter... og forår (2003)

En blændende smuk film om livets fire årstider; helt minimalistisk, poetisk, asketisk og som sådan atypisk for instruktøren, som nok mest er kendt for sine voldelige og til tider næsten afstumpede film. Filmens omdrejningspunkt er et lille tempel, der flyder ude på en sø, isoleret fra omverdenen, hvor man følger en buddhistisk munks liv fra barndom til modenhed. Kim Ki-duk spiller i øvrigt selv den voksne munk i vinter-afsnittet af filmen, der er meget lettere at se og nyde end mange andre af hans film.

Samaritan Girl (2004)

Skolepigen Jae-Young prostituerer sig efter skoletid, og veninden Yeo-Jin agerer alfons. Da Jae-Young dør i en tragisk ulykke, fortsætter Yeo-Jin arbejdet, dog med den forskel, at hun nu som en slags forvrænget barmhjertig samaritaner betaler kunderne deres penge tilbage i et forsøg på at sone sin skyld, indtil hendes far begynder at blande sig. ’Samaritan Girl’ er sært gribende og frastødende på samme tid, og mens den ophidsede feminister verden over, hjembragte den Kim Ki-duk en Sølvbjørn for bedste instruktion i Berlin.

Bad Guy (2001)

'Bad Guy' var filmen, der sikrede Kim Ki-duk et kommercielt gennembrud i Sydkorea med sit fascinerende kig ind i Sydkoreas kriminelle underverden af vold og prostitution. Som i mange af hans film er hovedpersonerne stort set tavse, og følelsesløs sex, vold og enkelte desperate udråb udgør den eneste kommunikation i filmen. 'Bad Guy' vakte et ramaskrig blandt feminister på grund af sin fortælling om en ung pige, der frivilligt forbliver i prostitution, men Kim Ki-duk sagde selv, at han blot beskrev en universel kønskonflikt.

Pietà (2012)

Nogle bliver blidere med alderen, men at det ikke er tilfældet med den kontroversielle koreaner, beviste han med ’Pietà’ fra 2012. Dens første halve time er svær at komme igennem for alle os med sarte nerver, men efterhånden skifter filmen fra sygelig vold til et filmsprog, hvor mere er overladt til fantasien, og hvor filmens mørke er af den psykologiske, klaustrofobiske slags, hvor skyld og sorg kæmper om pladsen. En modig men mildt sagt ikke munter film.