5 gode med Mikael Persbrandt

liste / Sophie Engberg Sonne
Den svenske stjerne er biografaktuel i hele to film lige nu – Close-Up udnytter anledningen til at se tilbage på en håndfuld af den store svenskers bedste roller fra 'Beck' til moderne Bergman-ægteskabsdramaer

Dag og nat (Simon Staho, 2004)

Simon Stahos stramt komponerede gennembrudsfilm fra 2004 følger den ulykkelige arkitekt Thomas (Mikael Persbrandt) på sin rejse rundt for at tage afsked med alle i hans liv. Filmen er ærkeskandinavis, mørk, sørgelig og helt simpelt fortalt – kameraet bliver i bilen i alle filmens scener – men med et udtryk der rammer som en syngende lussing ikke mindst takket være Mikael Persbrandts sårbare stenansigt.

Beck (1997-2009)

For mange af os er Persbrandts navn synonymt med rollen som Gunvald Larsson i de mange gode tv-filmatiseringer af Sjövall & Wahlöös kriminalromaner. Den mutte, brutale men grundlæggende godmodige Gunvald, der synes, at hans kollega Martin Beck tænker for meget, når man bare kan knytte næverne og uddele slag, er på en gang uciviliseret og elskelig, og Persbrandt er med sin stærke fysik perfekt castet til rollen.

Maria Larssons evige øjeblik (Jan Troell, 2008)

Som titlen antyder, ligger hemmeligheden bag Jan Troells i øvrigt meget traditionelle historiefortælling i de små øjeblikke, blandt andet når den store, stærke og alkoholiserede Sigge (Mikael Persbrandt) i bar overkrop tager harmonikaen og synger sømandssange, så det tatoverede skibe på hans ryg går i bølgegang, eller når han tager sin sarte hustru, titlens Maria, i armene og giver hende en svingom, så hun for et øjeblik glemmer både fattigdom og ægteskabsproblemer.

Hævnen (Susanne Bier, 2010)

Selv om Persbrandt ikke har den største rolle i Susanne Biers Oscarvindende drama, sætter han et stærkt aftryk på filmen med sit karismatiske spil. Noget atypisk spiller han den humanistiske lægefar, der vender den anden kind til, når den lokale bølle uddeler bank, og som opfordrer sønnen til at gøre det samme, og hans sødme og magtesløshed giver nuancer til et drama, der let kunne være blevet firkantet og kategorisk.

Himlens hjerte (Simon Staho, 2008)

Danske Simon Staho flirter igen med det svenske filmguld i dette Bergman’ske ægteskabsdrama, hvor Mikael Persbrandt og Lena Endre er intet mindre end mirakuløse som et ægtepar, man tror på, holder af og lider med. Hans bløde træk, grånende tindinger og smilerynkerne omkring øjnene over for hendes ungdommelige katteøjne holder liv i kammerspillet fra start til slut.