10 gode biografiske dramaer

liste / Sophie Engberg Sonne
Hvis der er en filmgenre, der aldrig går af mode, er det det biografiske drama. Hver måned byder på nye personportrætter på film, senest 'Grace of Monaco' og Andrzej Wajdas 'Walesa - Håbets mand'. Close-Up guider til de bedste biopics.

The Social Network (David Fincher, 2010)

De fleste berømtheder, der skildres i biopics, er folk med lange liv og glorværdige karrierer bag sig, men hovedpersonen i ’The Social Network’ er bare en collegestuderende. Den unge Harvardstuderende Mark Zuckerberg (Jesse Eisenberg) skulle blive en af det tidlige 21. århundredes mest berømte entreprenante skikkelser, men David Fincher præsenterer sin hovedfigur med alt andet end beundring. Snarere tegner filmen, ikke mindst takket være Aaron Sorkins syrlige manuskript, et portræt af en hensynsløs og lynende intelligent nørd uden venner, og det er der kommet en fantastisk film ud af.

Walk the Line (James Mangold, 2005)

Når James Mangolds fine biografiske drama er så vellykket, er det ikke mindst fordi filmen fortæller en dybt menneskelig kærlighedshistorie, som man ikke behøver være Johnny Cash-fan for at leve sig ind i. Joaquin Phoenix spiller guitarlegenden, der kæmper sig op til stor succes trods fattigdom og misbrug, og Reese Witherspoon har sin karrieres bedste rolle som hans partner både på og bag scenen, June Carter. Det intense samspil mellem de to (de synger endda selv) og filmens brug af musik gør indtryk.

The Queen (Stephen Frears, 2006)

Når et biografisk drama er godt, ser det legende let ud. Men det er langt fra let at skildre berømte historiske personligheder, uanset hvor fantastiske deres livshistorier er, og man behøver bare se Oliver Hirschbiegels pinlige ’Diana’ for at se, hvor svært det kan være. ’The Queen’ er anderledes helstøbt. Modig uden at være sensationalistisk, respektfuld men ikke ukritisk, præcis i sin fortælling og eminent velspillet af Helen Mirren som den britiske regent. Sådan skal det gøres.

Milk (Gus van Sant, 2008)

En portrætfilm kræver alt af den skuespiller, der skal give liv til figuren, og Sean Penn leverer intet mindre end en pragtpræstation i Gus Van Sants gribende film om homoaktivisten Harvey Milk, der kæmpede for homoseksuelles rettigheder i 70'ernes San Francisco. Filmen er et formidabelt tidsbillede og en stærk skildring af et afgørende politisk vendepunkt i USA’s historie, men Gus van Sant gør det politiske personligt og levende gennem det meget fine personportræt.

Jeanne d’Arcs lidelse og død (Carl Th. Dreyer, 1926)

Det er værd lige at kaste et blik bagud i filmhistorien, for faktisk er Carl Th. Dreyers dramatiske stumfilm om Frankrigs forpinte helgen en af de modigste og mest radikale portrætfilm, der nogensinde er lavet. Dreyers brug af lys og skygge og ikke mindst hans dengang højst usædvanlige close-ups på Maria Falconettis nøgne og stærkt udtryksfulde ansigt gør stadig den dag i dag ’Jeanne d’Arc’ til en filmoplevelse, man ikke ryster af sig med det samme.

Raging Bull (Martin Scorsese, 1980)

Martin Scorseses sort/hvide boksedrama er først og fremmest en fremragende film, men også som biopic betragtet er den afsindigt vellykket. Robert De Niro satte i bedste method acting-stil alt ind på at skildre bokseren Jake La Motta så naturalistisk som muligt og tog blandt andet tredive kilo på (ved at tage på ædeferie til Italien) for bedst muligt at kunne gengive La Motta i sine senere år. Scorseses faste samarbejdspartner Thelma Schoonmakers flotte klipning gengiver dramaet i bokseringen på højeffektiv vis.

Monica Z (Per Fly, 2013)

Danske Per Flys fine biografiske film om den svenske jazzsangerinde Monica Zetterlund er behageligt nuanceret i skildringen af stjernelivet og dets bagsider. For mens den blonde sangerinde stråler på scenen, svigter hun gang på gang sin datter. Men filmens kvaliteter må også tilskrives Edda Magnason, der lyser op på lærredet med sin strålende skønhed og en star quality, der matcher Monicas.

Elizabeth (Shekhar Kapur, 1998)

Selv om historien om Englands dronning Elizabeth I har mange hundrede år på bagen, anlagde instruktøren Shekhar Kapur en moderne vinkel i sit portræt. Han fokuserede sin billedskønne film på Elizabeths brug af sin offentlige persona – sit brand, om man vil – og hendes radikale valg om at give afkald på lykke, kærlighed og konventionelt kvindeliv til gengæld for en magt, der var at ligne med sine mandlige kollegers. Og Cate Blanchett ikke bare ligner Elizabeth I, hun er også komplet kompromisløs i sin personificering af jomfrudronningen.

American Gangster (Ridley Scott, 2007)

Frank Lucas er ikke en historisk person, mange kender på forhånd, og Ridley Scotts filmiske portræt af New Yorks største narkobaron i 1970’erne er da også mere et portræt af en tid end af den specifikke person (som spilles af Denzel Washington). Filmen tegner et fabelagtigt tidsbillede, der overbeviser ned i mindste detalje, og Lucas’ historie er en fascinerende historie om en mand, hvis succes skyldtes, at hverken politiet eller mafiaen i 1970’erne kunne forestille sig, at det hvide pulver havde en sort bagmand.

I’m Not There (Todd Haynes, 2007)

Ethvert portræt af en berømt historisk person vil altid kun vise en begrænset side af personen; man kan aldrig komme til bunds i et menneske, og en skæbne kan i virkeligheden ikke reduceres til summen af alle store begivenheder. Den komplekse indsigt tager Todd Haynes helt bogstaveligt i sit utraditionelle portræt af Bob Dylan ved at lade en hel håndfuld forskellige skuespillere – både mænd og kvinder – indtage rollen som folksangeren. Og i stedet for at handle om mennesket Bob Dylan, fokuserer Haynes på det kunstneriske værk Bob Dylan. Sådan kan et biografisk drama altså også se ud!