10 film vi glæder os til resten af året

liste / Close-Up
Et filmhalvår er gået med overraskelser, skuffelser og sikre vindere. Vi ser frem på de næste måneders premierefilm og guider jer til de film, vi glæder os mest til.

'Blind' af Eskil Vogt - premiere 21/8

Norske Eskil Vogt, der tidligere har assisteret landsmanden Joachim Trier på manuskriptfronten til formfuldendte værker som 'Reprise' (2006) og 'Oslo, 31. august' (2011), er klar med sin instruktørdebut. Og 'Blind', der handler om en kvinde, der har mistet synet og langsomt hvirvles ind i en malstrøm af desillusion og fiktive forvrængninger, ser bestemt ud til at blive en af årets mest interessante film. Ellen Dorrit Petersen spiller intenst rollen som den blinde Ingrid, hvis virkelighedsopfattelse bliver stadig mere speget.

'Boyhood' af Richard Linklater - premiere 4/9

Der er svært ikke at skrue forventningerne helt i vejret, når det kommer til Richard Linklaters på forhånd hyldede 'Boyhood', der allerede har gået sin sejrsgang verden over og har en rating på hele 100% på kritikerbarometeret Metacritic. Filmens metode er i sig selv lidt af en bedrift, for den selvlærte amerikaner, der forførte backpackergenerationen med 'Before Sunrise' i 1995, har fulgt drengen Mason (Ellar Coltrane) fra han var fem, til han er 18 år gammel. 'Boyhood' skulle være et enestående barndomsdokument og en film af en anden verden. Vi glæder os!

'To dage, en nat af Dardenne-brødrene' - premiere 18/9

To dage og en nat er nøjagtig hvad fabriksarbejderen Sandra (Marion Cotillard) har til at redde sit job, som ledelsen på fabrikken har besluttet at nedlægge efter hendes sygemelding. Dette intense drama er i centrum i de belgiske Dardenne-brødres nye film, som efter sigende skulle byde på en pragtpræstation af Marion Cotillard. Filmen skal vise, om Dardenne’rne har deres bedste film bag sig eller stadig er leveringsdygtige i knivskarp europæisk socialrealisme.

'Fasandræberne' af Mikkel Nørgaard - premiere 2/10

’Klovn’-instruktøren Mikkel Nørgaard fik forløst Jussi Adler-Olsens populære krimiunivers i en film med sit eget liv i ’Kvinden i buret’, der ikke mindst imponerede med sin stilsikkerhed og stærke scenografi. Kan han gøre det igen i den anden film om den livstrætte efterforsker Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) og hans optimistiske assistent Assad (Fares Fares)? Det bliver spændende at se. Nikolaj Arcel er udvalgt til at overtage instruktørstolen efter Nørgaard på de(n) følgende film.

'Kvinden der forsvandt' af David Fincher - premiere 23/10

Var du også en af dem, der blev taget fælt ved næsen af Gillian Flynns umanerligt velturnerede thriller 'Kvinden der forsvandt', bør du også se frem til David Finchers filmatisering af romanen. Ben Affleck og altid vidunderlige Rosamunde Pike står i spidsen som Nick og Amy, der er et par med mere end almindelige problemer. Det skal blive spændende at se, hvordan Fincher udfolder romanens overraskelsesmomenter filmisk.

'The Homesman' af Tommy Lee Jones - premiere 30/10

Tommy Lee Jones imponerede med sin stærke westernfilm på årets Cannes-festival, ikke mindst fordi han i filmen sætter fokus på kvindernes svære kår i det vilde vesten. I hovedrollen leverer Hilary Swank en kvindelig helteskikkelse med mandsmod og næsten umenneskelig styrke, men også danske Sonja Richter har en stor og fornem rolle som en kvinde, der har mistet livsmod og forstand i det rå og maskulinerede cowboyland.

Interstellar af Christopher Nolan - premiere 5/11

Christopher Nolan er en af de instruktører, der altid presser citronen både æstetisk og fortællemæssigt. Hans bagkatalog tæller fascinerende og originale film som 'Memento', 'The Prestige', og 'Inception', og senest imponerede Nolan verden med sin tre-films genfortolkning af Batman-figuren. 'Interstellar' er en stort anlagt science fiction-film om menneskehedens første tur ud af solsystemet. Matthew McConaughey spiller ingeniøren, der må forlade sine to børn for at flyve gennem et ormehul for at sikre menneskehedens fremtid. Desuden er Anne Hathaway med, og de forskellige enigmatiske og gennem-Nolanske trailers til 'Interstellar' efterlader os slet og ret savlende efter mere.

'Dumb and Dumber To' af Bobby and Peter Farrelly - premiere 27/11

Tyve år er gået siden Lloyd Christmas og Harry Dunne begav sig ud på deres roadtrip til Aspen med en sammenlagt intelligenskvotient på langt under hundrede. Filmen var debutfilmen for de to instruktører bag, Farrelly-brødrene, der sidenhen har delt vandene, men også skabt begejstring hos mange inkarnerede fans med deres utallige platte komedier. Nu er de klar til at fortælle os, hvad Lloyd og Harry har bedrevet af dumheder de sidste to årtier, og ud fra antal views af traileren, der i den første uge alene blev set 23 mio. gange, er der der mange andre end os, der glæder sig til det. Spørgsmålet er selvfølgelig om den er lige så suverænt sjov som den første. Vi krydser fingre!

Exodus af Ridley Scott - premiere den 12/12

Ridley Scott kan det der med det storslåede og episke. Det beviste han blandt andet med kæmpesuccessen 'Gladiator', og med 'Exodus' tager den talentfulde brite kampen op med en af menneskehedens mest ikoniske historier; nemlig den om, hvordan Moses ledte det forpinte jødiske folk ud af trældom i Egypten og ud i vildnisset i jagten på Kanaans land. Christian Bale spiller Moses, og det bliver spændende at se, om han og Scott kan få mere ud af bibelstoffet, end Darren Aronofsky og Russel Crowe tidligere på året kunne med 'Noah'. Det krydser vi fingre for.

'The Interview' af Seth Rogen og Evan Goldberg - premiere 25/12

Allerede længe inden premieren har ‘The Interview’ skabt kontrovers, for projektet har skabt vrede hos den nordkoreanske leder Kim Jong-un, der bestemt ikke bryder sig om handlingen. Han bliver nemlig forsøgt myrdet af tv-værten Dave Skylark og hans producer, spillet af James Franco og Seth Rogen, der er inviteret til Pyongyang, fordi Jong-un er fan af ‘Skylark Tonight’. Filmen er både skrevet og instrueret af Seth Rogen og hans barndomsven og faste makker, Evan Goldberg, der også stod bag manuskriptet til ‘Superbad’, ‘Green Hornet’ og ‘This is the End, som de også instruerede. Og især ud fra sidstnævnte film at dømme, kan man forvente gak og løjer, ovenikøbet med politisk satire. Den danske premiere var sat til 16. oktober, men den er nu udsat, da USA har udskudt den til 25. dec.