Nye tider på den lille skærm

artikel / Tobias Bukkehave
Close-Up bringer her første del af et længere uddrag fra Tobias Bukkehaves nye bog '50 TV-serier du skal se', som skitserer TV-seriens udvikling fra 1980'erne og frem til det avancerede serielandskab, vi kender i dag.

Captain Furillo og co. slår tendensen an

I 1981 kunne amerikanske fjernseere for første gang blænde op for en helt ny form for TV-serie. Værket, der lagde kimen for fremtiden, var NBC’s ‘Hill Street Blues’, og den bemærkelsesværdige politiserie skulle komme til at sætte nye standard for den forfatterbaserede dramaserieMan havde i slutningen af 70′erne kunnet spore tendensen hen mod et indholdsmæssigt paradigmeskift i en periode, hvor avancerede sitcoms som CBS’s ‘All in the family’, ‘The Mary Tyler Moore Show’ og ‘Mash’ forsigtigt udfordrede klassiske retningslinjer for, hvordan sitcom-formatet kunne anvendes. På samme måde eksperimenterede netværket PBS samtidig med at genopdage filmens krimi og detektivgenrer i en TV-mæssig sammenhæng. Resultatet kunne ses i veldrejede krimiserier som ‘Kojak’ og ‘Columbo’.

Når ‘Hill Street Blues’ alligevel bliver den serie, som kommer til at markere starten på det der er blevet kaldt ”The Second (eller third alt efter temperament) Golden Age of Television” er det blandt andet, fordi serien på alle måder adskiller sig fra den form for TV, der prægede den første ”Golden age of television”, som i mediehistorien refererer til en periode fra 1947 til ca. 1960. Her massedistribuerede TV-selskaberne i princippet blot genindspilninger af klassiske skuespil, og selv når noget en sjælden gang var skrevet eksklusivt til TV, var stilen, spillet og æstetikken altid primært knyttet til scenekunsten. Locationmæssigt foregik optagelserne på rigide sets i kedelige studier, og kameraarbejdet var klodset og statisk.

‘Hill Street Blues’ tager derimod et nærmest demonstrativt udgangspunkt i TV-mediets og især serieformatets oplagte mulighed for fleksibilitet, tempo og komplekse plotlines. Først og fremmest udnyttede NBC med ‘Hill Street’ det serielles mulighed for at imitere hverdagens rytme i en ny form for realisme; Seriens konkrete indhold var naturligvis fiktivt, men handlingen foregik i en rigtig by, og man fik oplevelsen af, at seriens karakterer var rigtige mennesker, der hver dag gik på arbejde på en rigtig politistation, hvor de havde rigtige samtaler med hinanden, som vedrørte rigtige problemer. Det kan lyde banalt, men i 1981 var det noget helt nyt.

Ved at lade de mange plotlinjer i serien være indviklede, uforløste og svært overskuelige efterlignede ‘Hill Street Blues’ den virkelighed, som fandtes uden for skærmen. Både i psykologisk og i praktisk forstand. Desuden var seriens persongalleri mangfoldigt og afspejlede flere samfundslag, og de fleste karakterer var skrevet med en relativt høj grad af kompleksitet og psykologisk dybde. Hovedkaraktererne var ikke polerede og stereotype helte, men var i stedet skrevet som sammensatte, realistiske mennesker med svage sider og dårlige dage.

Det klareste eksempel herpå er naturligvis seriens hovedfigur, den dedikerede og flittige men absolut ikke typiske her-kommer-jeg-politihelt Captain Furillo. Her var i stedet en almindelig mand med almindelige kvaler, der nu en gang arbejdede som politimand, og derfor oplevede en masse ting, der knyttede sig til kriminalitet. Som en logisk konsekvens af denne almindelighed forekom karakterernes kriser og nederlag relevante, virkelige og til tider foruroligende, hvilket var et markant brud med den noget useriøse sitcom-tradition, som havde præget sendeflader og fiktionsproduktionen i slutningen af 70′erne. ‘Hill Street Blues’ forekom beskidt og faretruende med sit urbane og rå look, som på det tidspunkt var et fuldstændig enestående fænomen på de store netværkers sendeflader. I denne periode producerede man som oftest TV efter det simple princip om ”The lowest common denominator”, den laveste fællesnævner. TV skulle være letfordøjeligt og ikke udfordre hverken samfund eller fjernseer. Men ‘Hill Street Blues’ gjorde netop det. De mange og indviklede storylines forlangte indlevelse og engagement fra sit publikum, og måske derfor måtte serien rent popularitetsmæssigt gennemgå en noget hård fødsel.

Target programming, kreativ frihed og det nådesløse kvalitetspublikum

‘Hill Street Blues’ var ikke kun banebrydende, når det kom til form og indhold. Serien var også på udviklings- og produktionsplanet et resultat af en helt ny måde at lave TV på. NBC havde tilbudt hotshot-produceren Steven Bochco fuld kunstnerisk frihed, såfremt han kunne skrive og producere en nyskabende politiserie til netværket. Det lyder som et simpelt setup, men i praksis var der naturligvis store problemer, og daglige slagsmål med NBCs ledelse omkring ‘Hill Street’s indhold besværliggjorde optagelserne gennem hele seriens levetid. Det er unægtelig en destruktiv måde at arbejde på, og den fremkalder det stereotype kliché-billede af auteur-instruktøren fra art-filmens verden, der med baskerhuen på sned og med korslagte arme skændtes højlydt med en økonomisk presset producent om, hvorvidt et 37. take er nødvendigt eller ej. Analogien er faktisk ikke helt uvæsentlig, for som det senere vil fremgå, er integrationen af besværlige men kreative og kvalitetsbevidste filmfolk blevet en fundamental del af kvalitetsseriens selvforståelse.

En sådan arbejdsform synes måske at være ødelæggende for en kreativ proces, men det spændingsfyldte forhold mellem filmskaberen og virkeligheden i form af en jakkesætsklædt selskabslakaj er en helt indlejret del af skabelsesprocessen i filmens verden. Med introduktionen af ideen om kreativ frihed til skaberen (eller creatoren/show runneren, som er TVs pendant til filmens auteur), foretog TV-serien et kvantespring i retning af den forjættede kunstnerklub, i hvilken mange TV-folk siden mediets helt spæde dage længselsfuldt har søgt medlemskab. Der er flydt rigtig meget, rigtig lækker TV-dramaturgi under broen siden dengang, men ikke desto mindre er det først for ganske nylig blevet comme il faux overhovedet at forbinde kunst og TV med hinanden. Kimen til det tøbrud blev uden tvivl lagt, da Steven Bochco skrev under på en kontrakt med fuld kunstnerisk frihed hos NBC. Det var ganske enkelt uhørt i 1980.

‘Hill Street Blues’ havde decideret dårlige seertal hele vejen gennem seriens første sæson. Som resultat heraf blev den, som så mange andre kvalitetsserier efter den, flyttet rundt i sendefladen. Det hjalp naturligvis ikke på tallene overordnet set, men NBC’s ledelse opdagede, at serien blev ved med at klare sig overordentlig flot i seersegmentet ”de velhavende/veluddannede 18-49 årige”. Man havde her lokaliseret et trofast og kvalitetsbevidst publikum, som for netværkerne repræsenterede et pengestærkt og købevilligt segment, der var yderst interessant i forhold til annoncører. Frit oversat fra TV-exec-sprog til dansk betyder dette: reklameindtægter eller penge, slet og ret. Store penge.

Det demografiske segment, vi taler om her, er traditionelt meget svært at få i tale, fordi det generelt repræsenterer en kritisk tilgang til produkter. Med en serie som ‘Hill Street Blues’ var det imidlertid muligt at holde på dette kvalitetsbevidste publikum gennem den ene livsvigtige reklameblok efter den anden. Man kategoriserede denne gruppe som et kvalitetspublikum, og det er denne gruppe af seere, der har lagt navn til og som på mange måder stadig udgør fundamentet for det, vi i dag kender som kvalitetstraditionen indenfor TV-fiktion. At segmentet har forrykket sig, og at markedet ser anderledes ud i dag, skal vi ikke komme nærmere ind på for nuværende. En ting er sikkert; navnet hænger trods en vis meningsudvanding ved. Selskaberne henvender sig til kvalitetssegmentet via det, der i branchen kaldes target programming, og strategien går i al sin enkelthed ud på at identificere behov hos et givent befolkningssegment for så at skræddersy TV-produkter, der tilfredsstiller disse.

‘Hill Street Blues’ introducerede denne model til TV-fiktionen, og på trods af at seriens indhold i sig selv var fremragende og på alle måder mindeværdigt, giver det god mening at konkludere, at modellen var den vigtigste arv, som ‘Hill Street’ efterlod. I hvert fald hvis man tager branchebrillerne på. ‘Hill Street’s succes affødte hurtigt en række serier, som alle var med til at definere kvalitetstraditionen for eftertiden, og vi skal i næste del se på en række af de vigtigste.

Læs næste kapitel af kvalitetsseriens historie her