Mest syd og lidt nord

artikel / Ann Lind Andersen
Instruktørnavne som Kim Ki-duk og Bong Joon-ho er efterhånden blevet kendt af filmkendere, og hele efteråret bliver der i Huset i København mulighed for at se koreanske film

Koreanske film er ikke hverdagskost i danske biografer. Heller ikke selv om de ofte går deres sejrsgang på internationale filmfestivaler. Nu er Korea Klubben i samarbejde med den sydkoreanske ambassade i Danmark gået sammen om en lille filmfestival med koreanske film, der kan ses fra nu og frem til 2. december.

Festivalen åbnede med den tidligere kulturminister Lee Chang-dongs film ‘Secret Sunshine’ med en af Sydkoreas helt store skuespillerinder, Jeon Do-yeon og Song Kang-ho, som nogle måske vil kende fra film som ‘The Host’, ‘Sympathy for Mr. Vengeance’, ‘Thirst’ o.s.v.

Her er en oversigt over resten af programmet.

Tirsdag 9. september kl. 19.30

‘Barking Dogs Never Bite’, 2000, af Bong Joon-ho

I dag er Bong Joon-ho nok mest kendt for aktuelle ‘Snowpiercer’ og ikke mindst monster-hittet ‘The Host’, der i Sydkorea fortsat har rekorden over flest solgte billetter med 13 mio. Med denne film kan man se hans instruktørdebut, der er en satire over koreanernes ambivalente forhold til hunde. Er de kæledyr eller mad?

 

Tirsdag 23. september kl. 19.30

‘The Pit and the Pendulum’, 2008, af Sohn Young-sung

Filmen har ikke noget med Edgar Allen Poe og dog alligevel, for det er et yderst køligt værk om en flok tidligere skolekammerater, der mødes til deres lærers begravelse. Gennem de historier, de hver i især fortæller, tegner der sig et billede, som måske ikke lige var sådan de forestillede sig deres lærer. Darcy Pacquet fra Koreanfilm.org havde filmen på sin liste over årets ti bedste koreanske film det år.

 

Tirsdag 7. oktober kl. 19.30

‘Oseam’, 2003, af Seong Baek-yeop

Koreanske animationsfilm er ikke lige så berømte som japanske, men ‘Oseam’ er på linje med Hayao Miyazaki i forhold til at lave film, der ganske vist har børn i hovedrollerne, men bestemt ikke kun er for børn. ‘Oseam’ er ligefrem blevet kaldt et eventyr for voksne og fortæller da også en ret grum, men smuk historie om det forældreløse søskendepar, blinde Gani og hendes lillebror Gilson. Filmen er visuelt flot, men fik en meget begrænset Europa-premiere, hvilket nok er årsagen til, at den ikke er mere kendt.

 

Tirsdag 21. oktober kl. 19.30

Tema: Nordkorea

Der er ikke mange film om Nordkorea og forholdene i landet, men her vil der blive vist et udvalg af kortfilm fra North Korean Human Rights International Film Festival 2012-2013.

‘The River by the Border’ (af Park Young-min, 15 min.)

‘A Purple Man’ (af Kim Tak-hun, Ryu Jin-ho, Park Seong-ho, 15 min.)

‘Deface’ (af John Arlotto, 20 min.)

‘Traveler from the North’ (af Lee Won-sik, 40 min.)

 

Tirsdag 4. november kl. 19.30

‘The Happy Life’ af Lee Joon-ik

Kan man gendanne et band, selv om forsangeren er død? Det gør tre gamle venner i ‘The Happy Life’, der er instrueret af Lee Joon-ik, der fik et kæmpehit i 2005 med det historiske drama ‘The King & the Clown’. I hovedrollerne ses blandt andre Kim Yoon-seok, nogle måske vil genkende fra film som ‘The Chaser’ og ‘The Thieves’, og Ko Ah-seong, der var den lille pige i ‘The Host’ og er blevet voksen i ‘Snowpiercer’. Men at gå sammen i bandet ‘Active Volcano’ igen er ikke bare sådan lige.

 

Tirsdag 18. november kl. 19.30

‘My Friend and His Wife’, 2006, af Sin Dong-il

Måske er Sin Dong-il en af Koreas mest oversete instruktører. Ihvertfald er hans film ofte mere populære hos anmelderne end hos publikummet i hjemlandet. Men det samme kan også siges om Kim Ki-duk, der jo, som vi ved, altid laver møginteressante film. Her får to nære venner sat deres venskab på prøve på grund af en tragedie, der rejser flere etiske og moralske spørgsmål. Den ene er blevet finansmand og den anden kok under beskedne forhold, men da finansmanden bliver årsag til at vennens barn dør, ændres alt.

 

Tirsdag 2. december kl. 19.30

‘Dream’, 2008, af Kim Ki-duk

Hans film vinder ofte priser ved internationale film festivaler, som da ‘Pieta’ vandt Guldløven i Venedig for et par år siden, og han går altid sine helt egne veje – ofte ud i bizarre områder. Men Kim Ki-duk har det også med at dele anmeldere og publikum i Korea, hvor hans film ikke er specielt populære. Der er da heller aldrig noget mainstream over ham og heller ikke i ‘Dream’, hans film fra 2008. Her spiller den japanske skuespiller Joe Odagiri (kun Kim Ki-duks anden film nogensinde med en ikke-koreansk skuespiller) og den populære koreanske model og skuespillerinde Lee Na-young, en mand og kvinde, der er forbundet via mandens drømme. Mens han drømmer dem, udlever hun dem.

 

Sted: Husets Biograf, Rådhusstræde 13, 1466 København K.

Der er gratis entré, men da der er et begrænset antal pladser, er det nødvendigt at reservere billet på: film@koreaklubben.dk

Billetterne skal afhentes senest 15 min. inden filmens start

Se mere på https://www.facebook.com/cphkoreanfilmfestival