Klassens nye dreng og den svære toer

artikel / Tobias Bukkehave
I sidste uge havde Copenhagen TV Festival inviteret tv-fiktionens pt. varmeste navn til byen, og Close-Up var på pletten til masterclass med Nic Pizzolatto, forfatter og idémand til 'True Detective', i Tivoli Congress Center.

Tv-fiktionen har i løbet af de sidste ti år mast sig ind som en af de vigtigste, ja, måske den vigtigste, fortælleplatform overhovedet. I hvert fald når det kommer til personnære historier om mere eller mindre ægte mennesker. Biograflærredet bliver i højere og højere grad reserveret til store blockbuster-produktioner, hvor vi ser en anden form for kreativitet og opfindsomhed, som i meget høj grad kredser om effekter og visuelt design, gøre sig gældende. De mere psykologisk granskende, karakterbårne og udfordrende historier skal dog stadig fortælles, og de har derfor fundet deres nye plads i fjernsynet.

Tv-fiktionen var i mange år forbundet med lavstatus i forhold til Hollywood, og tv blev ikke på samme måde som film opfattet som kunst, før Steven Bochco i 1981 med sin nyskabende politiserie ’Hill Street Blues’ gentænkte den forfatterbaserede tv-serie. Herefter begyndte den serielle tv-fiktion så småt at knopskyde rent kreativt, men det var alligevel først i slutningen af halvfemserne, verden for alvor fik øjnene op for de narrative og kunstneriske muligheder, den moderne tv-serie repræsenterede. Tv-forfatteren kom i fokus, og blandt de første bannerførere på den front var folk som David Milch (’NYPD  Blue’, ’Deadwood’ m.fl.), Aaron Sorkin (’The West Wing’, ’The Newsroom’ m.fl.) og David Simon (’The Wire’, ’Generation Kill’). Siden kom folk som Alan Ball (’Six Feet Under’, ’True Blood’), David Chase (’The Sopranos’), Matthew Weiner (’Mad Men’) og  flere andre til, og i dag er tv-forfattere omgærdet af samme professionelle respekt, som deres kolleger i filmindustrien altid har været.

Man siger gerne, at David Milch var den første originale kunstner inden for den moderne tv-fiktion, og hvis det er rigtigt, så giver det god mening at hævde, at Nic Pizzolatto er den hidtil seneste. Pizzolotto underviste i en årrække i litteratur og creative writing på forskellige universiteter i USA, før han i 2010 forlod akademia for at skrive sine egne historier. Samme år udkom hans første roman ’Galveston’, som blev oversat til adskillige sprog og betød, at Pizzolotto fik en agent i Hollywood. Året efter landede Nic Pizzolatto et job som episodeforfatter på den amerikanske genindspilning af Søren Svejstrups ’Forbrydelsen’, ’The Killing’, og i 2012 gik han så i gang med at udvikle mesterværket ’True Detective’, som blev sendt på HBO i år, og som i kraft af en fantastisk karaktertegning, et udsøgt plot og en gennemført stil både fortællemæssigt og æstetisk efterlod en hel tv-branche og millioner af seere med åben mund og polypper.

Og der sidder han så, den 38-årige wonderboy fra New Orleans, der før sit femogtredivte leveår ikke havde skrevet et eneste manuskript. I disse dage arbejder han hårdt med opfølgeren til en af alle tiders bedste tv-serier, men det kan ikke ses. Nic Pizzolatto ser helt afslappet og cool ud, som han sidder der med bred, amerikaner-trænet ryg, daggamle stubbe i en halvkrøllet t-shirt og nipper af et stort drinkglas. Scenen er sat i Tivoli Congress Center, det er Copenhagen TV Festival, der har inviteret, og Janus Metz, som til oktober skal instruere filmatiseringen af ’Galveston’, står for at interviewe Nic Pizzolatto på den lille scene i den store sal. Stemningen er god, men rygtet vil alligevel vide, at Pizzolatto var tre sekunder fra at aflyse det hele, fordi der pludselig var linet et for stjerneforfatteren uoverskueligt antal af interviews, masterclasses, ambassadør-picnics og andre irriterende gøremål op, da han landede i Danmark. Der kom dog orden på sagerne, og Pizzolatto lader fra start af til at være i snakkehumør.

Selv om han ser godt ud og er decideret veloplagt, så er Pizzolattos hår uglet, ordene flyder ind i mellem sammen, og et par gange undervejs taber forfatteren tråden. Nic Pizzolatto virker rent ud sagt halvfuld, og det eneste vi ved om den gigantiske, whisky-farvede drink, der under hele den næsten to timer lange session flittigt farer til Pizzolattos læber, er, at den også indeholder Red Bull. Der bliver nemlig flere gange i løbet af de små to timer, sessionen varer, fyldt efter fra en lille sølvdåse. Vi får endnu en ledetråd i samme retning, da Metz som noget af det første spørger til, hvordan ’True Detective’ har ændret Pizzolattos liv, hvortil han svarer, at den væsentligste ændring er, at han nu er i parterapi og er kronisk alkoholiker. Folk i salen griner, men det gør amerikaneren ikke. Det gør han dog heldigvis flere gange senere, og lad det være sagt med det samme: Nic Pizzolatto er en fremragende formidler, hvis brændende engagement i det at fortælle vedkommende historier både er smittende og fascinerende. Præcis som sine fantastiske fortællinger er Nic Pizzolatto en sammensat størrelse. Han taler hurtigt, men er alligevel udpræget afslappet, han er på samme tid reserveret og imødekommende, og han formår fuldstændig ubesværet at veksle mellem en gadesmart, samtidig Hollywood-diskurs og et akademisk sprog, der er rigt på referencer til både bibelen og den moderne litteraturhistorie.

Pizzolatto lægger ud med at fortælle, hvordan han skrev alle manuskripterne til ’True Detective’ på et halvt år. Det drejede sig om godt 550 sider, og han tilføjer at ”Jo mere færdigt dit produkt er, jo sværere er det for producenterne at fucke med det”. Han fortsætter i samme rille: ”Arketypen på en selskabslakaj er en, der svarer stol på mig, når du spørger om noget konkret.” Den type er Nic Pizzolatto træt af, og i hans verden er tillid noget, man gør sig fortjent til. Netop tillid lader til at være et nøglebegreb for Pizzolatto. Han fortæller om, hvordan megastjernen Matthew McConaughey læste manuskriptet til første afsnit af ’True Detective’ og kastede sig fuldstændig hovedkulds ind i projektet netop fordi, han kunne se, at Pizzolatto havde lagt hjerteblod i serien. ”I aner ikke, hvor modigt det er af en stor Hollywood-stjerne at sige ja til et projekt som dette. Alle folk omkring McConaughey frarådede ham det. Men han var ligeglad.”

Nic Pizzolatto sværger til det karakterbårne drama, og derfor var det enormt vigtigt at finde de helt rigtige skuespillere til rollerne som Rust Cohle og Marty Hart. ”For mig begynder det altid med karaktererne. Derefter kommer plottet.” Han mener nemlig ikke, der er noget skelsættende ved selve historien i ’True Detective’. Pizzolatto fortsætter: ”Jeg ville bruge enhver tænkelig kliché. To pansere i en bil, der ikke kan sammen, en seriemorder osv. Historien har vi set før, men karaktererne er originale. Sådan vender man klichéen på hovedet. Det er præcis det, ’True Detective’ er for mig; en undersøgelse af karakterer pakket ind i en undersøgelse af en forbrydelse.” Nic Pizzolatto forklarer herefter indlevende om scenen, hvor Hart midt i gennemgangen af et gerningssted modvilligt inviterer Cohle på middag. På ingen måde fordi han har lyst, men fordi konen har presset på i tre måneder. Det var lige præcis der, Pizzolatto faldt for det ved første øjekast umage makkerpar. Cohle og Hart har dog ifølge deres skaber mindst en ting til fælles: ”De er begge fulde af lort. De lyver begge for sig selv om, hvem de er. Jeg mener, tag nu Rust Cohle. Cohle er ikke kyniker. Han er knap nok pessimist. Han er derimod en fortabt romantiker, som er for følsom til at leve i denne verden.”

Den store elefant i lokalet var fra start af den med spænding ventede anden sæson af ’True Detective, som Nic Pizzolatto skriver på netop nu, og Janus Metz forsøgte flere gange at komme ind på emnet. Man taler ofte om den svære toer, og den her må være en af de sværeste toere i tv-historien. Pizzolatto gjorde det da også hurtigt klart, at han er rædselsslagen for udfaldet af sine bestræbelser oven på første sæson. ”Andre er allerede begyndt at kopiere springene i tid og de lange monologer, så det dropper jeg i sæson to. Men serien vil også denne gang handle om en form for metafysisk udforskning af komplicerede karakterer. Tempoet bliver måske lidt højere, men man vil klart kunne genkende fortællestemmen. Jeg er vild med stoffet, men det kan jo desværre næsten kun gå ned ad bakke efter første sæson.” Et af de helt store emner på nettets rygtebørs har været, hvilke skuespillere der mon skal tage over efter Matthew McConaughey og Woody Harrelson, og Pizzolatto lagde ud med at afkræfte alle rygter og sagde eksempelvis, at en mand som Brad Pitt aldrig nogensinde har været på tale. ”Det eneste jeg kan sige lige nu er, at jeg virkelig er begejstret for castet, og jeg garanterer, at i kommer til at se mindst to skuespillere, som I har glemt er fantastiske.”

Nic Pizzolatto slutter af med en nøgtern svada mod USA og konstaterer blandt andet, at han lever i et pengestyret oligarki. Det er imidlertid en helt anden historie, som vi ikke skal ind på her, men de afsluttende bemærkninger gør det tydeligt, at Nic Pizzolattos observante og noget polemiske væsen hele tiden har antennerne ude, og præcis som en ægte kunstner bør, hele tiden søger kontroverserne. Den kendsgerning varmer undertegnede sig ved, mens jeg rejser mig fra sædet og søger ud i det danske regnvejr vel vidende, at denne forfatter har mange gode historier i kroppen endnu. Dem glæder vi os til at se blive udfoldet i fremtiden.