Fra et synsløst synspunkt

artikel / Sophie Engberg Sonne
Hvordan fortæller man en hel film fra en blind kvindes synspunkt? For den norske instruktør bag filmen 'Blind' handler det om fantasi. Close-Up mødte Eskil Vogt, da han var i København for at modtage CPH PIX' talentpris

Hvor kigger man hen, når man ikke længere kan se sin omverden? Den blinde Ingrid (Ellen Dorrit Petersen) kæmper med at acceptere sit handikap og sit nye liv som blind, og isolerer sig, selv om hendes mand prøver at overtale hende til at forlade lejligheden. I stedet begynder hun at skrive på en roman, og der opstår en glidende overgang mellem det, hun forestiller sig, og det som – måske – sker omkring hende.

’Blind’ er den første film, norske Eskil Vogt har instrueret, men han har tidligere skrevet manuskript til vennen og kollegaen Joachim Triers film ’Reprise’ og ’Oslo, 31. august’. Close-Up mødte den smilende instruktør en tirsdag i salonen over Grand Teatret. Der var linet interviews op for ham hele dagen, men han var fuld af oprigtig begejstring over at tale om sin film, som han tydeligvis er tilfreds med og stolt af.

”’Blind’ er ikke nogen realistisk fortælling om en kvinde, der opdager, at hun er ved at miste synet og har problemer med at omstille sig til sin nye virkelighed,” påpeger den 39-årige instruktør. ”Det kunne være blevet til en meget stærk film, men det er ikke den film, jeg har lavet. Min film handler om, hvad den blinde kvinde tænker, hvem er hun, hvad rører sig inden i dette menneske, som udefra set ligner et reduceret liv, men som på indersiden er en vulkan af tanker, følelser, seksuelle frustrationer, fantasier, savn og tab. Alt det, som er inde i os alle. Så filmen handler egentlig om det indre liv, vi alle har, bare levet i blinde.”

’Blind’ er en leg med virkelighedslagene, lidt i stil med Christoffer Boes ’Reconstruction’ eller Charlie Kaufmans snørklede fortællinger, men umiskendeligt skandinavisk i sin renhed og kølige tone, og langsomt forstår man, at store dele af filmen er fortalt via Ingrid – ting, som hun i sagens natur ikke kan se, men forestiller sig som en blind voyeur på rejse ind i fantasiens verden.

Det er jo lidt af en filmisk udfordring at sætte sig. Hvilke tanker gjorde du dig om at skildre en blinds indre verden?

”Det som var nøglen for mig var, at det ikke var en kvinde, som var født blind, men at hun var blevet blind i en voksen alder og havde kunnet se. Så har man jo en visuel fantasi. Der er jo ingen blinde, som vil sige, at de lever i mørke. Hun forsøger hele at danne sig billeder af den verden, som omgiver hende – der er en stol, der er en lyd fra gaden, og hov, var det et barn, der græd? Så har man i stedet for mørket en strøm af billeder, og det er jo et ærkefilmisk rum: mørket, som oplyses af en strøm af billeder, der skifter. Det gav mig en enorm energi,” fortæller Eskil Vogt.

Der er vel en masse klassiske filmgreb, man ikke kan bruge, hvis man vil fortælle filmen fra den blinde kvindes synspunkt, om man så må sige?

”Absolut. Og det tænkte jeg meget på, for man bliver meget bevidst om, at blikket er utrolig vigtigt i filmsproget og ofte er hovedpræmissen for, hvordan man klipper en scene. Nogen ser på noget, og så klipper man til det, de ser, eller du og jeg taler sammen, og så klipper man fra blik til blik for at skabe en samtale, som er ligeværdig mellem os to,” forklarer instruktøren. ”Men når den ene af personerne er blind, så kan man ikke gøre det. Hun kan ikke se sin mands reaktion på det, hun siger eller gør, og derfor valgte jeg at holde lidt igen med billederne af hendes mand, så vi ofte i filmen i stedet bliver ved hende og hendes usikkerhed. Så jo, jeg tænkte meget på, hvordan jeg kunne bryde disse vanemønstre, men det føltes også som at lave film uden sikkerhedsnet,” ler han mildt og hjerteligt.

”Det var højt at flyve, dybt at falde, og jeg måtte hele tiden udfordre mig selv. Jeg tror også at alle, der arbejdede på filmen, følte, at det var et lidt specielt projekt, hvor vi kunne prøve nogle ting, vi aldrig kommer til at kunne gøre igen, fordi så meget af filmen handler om den indre verden, om fantasi og forestillingsevne.

Blinde folk lever mere i fantasien, end vi gør. Hvis du har set en gyserfilm og sidder derhjemme om aftenen og får følelsen af, at der er noget bag dig, kan du bare vende dig om og afkræfte din frygt. Men som blind kan man jo ikke vende sig om og se, så de må leve lidt mere med den følelse – de skal jo også kunne stole på deres følelse, hvis de tror, de bliver observeret,” siger Vogt.

Undervejs fik Eskil Vogt hjælp af en kvinde, der som Ingrid havde mistet synet som voksen, og hun bekræftede de ting, han skrev i manuskriptet og var en stor hjælp for Ellen Dorrit Petersen, der spillede rollen. ”Hun fik besked på at tage bind for øjnene og gribe brødkniven, og det var frustrerende for hende. Den impotens, der følger med blindhed, er helt utrolig svær, og bare at skære en skive brød kan få en til at føle sig helt mislykket.”

Det er et stort kreativt arbejde, hun gør sig for at (gen)skabe sin verden. Er det forkert at sige, at der også ligger en hyldest til hendes skaberkraft gemt i filmen?

”Nej, det er helt rigtigt. Under arbejdet med filmen gik det op for mig, at den jo egentlig handler om fantasi og skabertrang. Det er jo så fantastisk, at vi kan det. Det er fantastisk, at vi kan sidde som de mest reducerede individer, Steven Hawking-style, og have det mest spændende indre liv af visioner og idéer. Det er vores kraft som mennesker. Særligt én tanke har ofte slået mig, måske fordi jeg ofte har følt mig udenfor i min opvækst; det er ikke nødvendigvis den person, der springer ud med faldskærm og er på festivaler og har tre kærester samtidig, som lever det mest spændende liv. Det kan også være den, som sidder meget for sig selv og tænker, for det hele kommer an på de tanker, man gør sig. Og det tror jeg filmen handler ganske meget om. At man ikke altid kan se på ydersiden af folk, hvad de gemmer indeni.”

På trods af det paradoksale i at lave en film fra en blind persons synspunkt, så svarer den blindes forsøg på at visualisere verden vel også ret godt til filminstruktørens arbejde?

”Ja – jeg sidder også, når jeg skriver mine film, ofte og ler højt af mig selv, sådan som Ingrid gør i filmen. Man virker jo helt sindssyg sådan at sidde og le i et tomt rum, men det har man jo selv været skyld i,” griner han. ”Men for mig var det især vigtigt, at det ikke var en film om blindhed som en trist ting – for det er jo deprimerende og en forfærdelig omvæltning for dem, der oplever det – men den skulle også være en hyldest til storytelling, til fantasien og fuld af overraskelser. En hyldest til den overflod, vi alle har inden i sig.”

Læs også Close-Ups anmeldelse af ’Blind’