Et kabel er et kabel er et kabel

artikel / Tobias Bukkehave
HBO kommer for alvor på banen som klassens frække dreng i tredje og sidste afsnit af Tobias Bukkehaves gennemgang af kvalitetsseriens historie. Teksten er et uddrag fra bogen '50 TV-serier du skal se', som udkommer på mandag, 4. november.

Det er dog ikke kun på forfatterplan, at TV-serien udvikles i disse år. NBCs actionbrag ’Miami Vice’ var måske ikke helt så raffineret skrevet som ’Wonderyears’ eller ’Thirtysomething’, men rent visuelt flyttede den kameravirtouse Michael Manns serie i den grad grænser. Mann kombinerede stærkt filmiske virkemidler med spændende krimi- og actionplots og skabte et helt særligt univers, som kom til at præge 80′ernes mode, stil og æstetik i det hele taget. Mann skulle senere blive en af Hollywoods mest feterede spillefilmsinstruktører, og mange af hans senere produktions visuelle særtræk kan allerede iagttages i ’Miami Vice’.
Et andet eksempel på en serie, der stak ud rent teknisk, var ’Star Trek: The Next Generation’. Små tyve år efter at den originale serie havde lagt gaderne øde, valgte Paramount at reboote det gamle Star Trek-franchise, og den 28. september 1987 så hele 27 millioner amerikanere med, da Gene Roddenberrys serie om Captain Jean Luc Picard og resten af besætningen ombord på Starship Enterprise for første gang satte kurs mod fjerne galakser. ’Star Trek: The Next Generation’ var skudt på 35mm film, bød på computergenererede effekter, hvis lige aldrig før var set på TV og vigtigst af alt, så var serien båret af avancerede plots og tredimensionelle karakterer snarere end af laserstråler og rummonstre. Der var altså tale om forfatterbåren science fiction – TV, som var skrevet efter kvalitetstraditionens deviser. Det er interessant at bemærke, at ’Star Trek: The Next Generation’ var produceret som et first run syndication-produkt. Det betyder, at den ikke er knyttet til nogen bestemt TV-kanal, men at de enkelte stationer i stedet køber rettighederne til at sende serien. Denne og lignende produktions- og distributionsmodeller skulle senere blive et stort økonomisk incitament for at producere kvalitetsserier.

Kvalitetsdramaet havde givet de store netværker mulighed for at henvende sig til et økonomisk stærkt demografisk segment, som kunne udnyttes til massivt salg af reklamer for eksklusive firmaer, der ikke fik meget ud af at reklamere for deres produkter i en mere bredt henvendende sendeflade. Disse vigtige samarbejdspartnere krævede ganske enkelt et velhavende publikum, til hvilket de kunne afsætte deres dyre ure, biler og lignende luksusvarer. For at imødekomme dette behov måtte netværkene indgå i en vekselvirkning, hvor de var nødt til at producere materiale, der var så godt, at kvalitetspublikummet med sikkerhed ville blive animeret, således at annoncørerne havde økonomisk incitament for at gå ind i et samarbejde.

Denne simple økonomiske virkelighed var nok vigtig for netværkerne, men den var om muligt endnu mere væsentlig for den reklamefri kabelkanal HBO, som fra sin første time i luften tilbage i 1972 havde gjort det til sit varemærke at sende så godt og unikt TV, at kanalen kunne overleve udelukkende i kraft af abonnementsalg. Man lancerede kanalen under sloganet “HBO: Different and First”, og da det udsagn nærmest er en kondenseret beskrivelse af kvalitetskonceptet, lå det måske allerede dengang i kortene, at HBO skulle blive en markant spiller på kvalitetsseriescenen. De første år fokuserede HBO imidlertid især på at kunne tilbyde abonnenterne store sportsbegivenheder, såsom amerikansk fodbold, baseball og især boksning, samt gentagne visninger af de nyeste og bedste film kort tid efter, at de havde haft biografpremiere. HBO flyttede første gang TV-mediets grænser, da man transmitterede den nu legendariske VM-boksekamp mellem Muhammed Ali og Joe Frazier kaldet ’The Thrilla in Manilla’ via satellit. Kampen var det første TV-program i historien, der blev sendt på denne måde.

Efterhånden som videomaskinen indtog de amerikanske hjem og gav familier mulighed for at se film, når det passede dem, indså HBO’s ledelse, at man måtte lægge kursen om. Løsningen blev original programming. Man måtte sørge for, at kanalens TV-programmer var så enestående og så meget bedre end konkurrenternes, at kunderne ikke kunne blive stillet tilfreds andre steder. Da Michael Fuchs blev ny CEO i HBO i 1984, lovede han, at kanalen ville blive førende inden for voksenorienterede, provokerende og egenproducerede TV-programmer. HBO begyndte derfor at producere flotte og stort anlagte historiske TV-film såsom ’Stalin’ fra 1992 med Robert Duvall i titelrollen og seksuelt provokerende dokudramaer som ’And the band played on’, som udkom året efter. På seriesiden kunne HBO i første omgang kun tilbyde ’The Larry Sanders Show’ og ’Dream on’, to mellemgode komedieserier, der dog udmærkede sig ved at indeholde en del såkaldt adult content, hvilket vil sige forskellige grader af sex, vold, bandeord og en tematisk interesse for prekære og grænseoverskridende emner. En form for indhold, der senere skulle blive helt centralt for HBO’s succes.

Trods sine hårde anstrengelser formåede Fuchs aldrig at slå HBO’s ry som medieverdens førende kvalitetsinstitution helt fast, og det skulle derfor først blive under hans efterfølger, Jeff L. Bewkes, som tog over i 1995, at HBO fandt den opskrift på succes, som kanalen i store træk stadig arbejder efter. Mediebilledet var igen ved at ændre sig, og branding var blevet tidens nye buzzword. Bewkes og co. valgte at iværksætte en storstilet brandingstrategi, der lagde vægt på det faktum, at HBO ikke i nogen nævneværdig grad var hæmmet af den amerikanske censur. Her havde man det high selling point, som kunne skille HBO fra den store flok af medieudbydere, og på baggrund af denne frihed kunne HBO gå i gang med at skabe TV-fiktion, der tog udgangspunkt i en mere rå udgave af virkeligheden. Strategien gav som bekendt pote, og firmaet opnåede hurtigt et kultagtigt ry i branchen som ”klassens slemme dreng”. Ham, der godt tør bande, stikke de andre en flad og tage pigerne på brysterne for åben skærm.

HBO modtages i dag i mere end 30 millioner hjem i USA, og via syndikering kan mange af kanalens serier opleves i udlandet samt på de store amerikanske kommercielle netværk. Her dog gerne i ”rensede” og nedklippede versioner, der som oftest alligevel må placeres i det ”beskidte” slot efter klokken 22. Desuden bevirker HBO’s massive tyngde som brand, at DVD-versioner af serierne sælger utrolig godt. For eksempel havde megahittet ’The Sopranos’ allerede i 2004 indtjent 300 millioner dollars alene gennem DVD-salg. På den måde lever mange af HBO’s serier længe efter, at det sidste afsnit er skrevet, indspillet og sendt. De største serier manifesterer sig efterhånden som deciderede pengemaskiner, hvilket skaber et økonomisk råderum for HBO, som muliggør at man kan kaste sig ud i nye eksperimenterende projekter.
I løbet af de seneste godt og vel ti år har andre mere eller mindre uafhængige kabelkanaler som Showtime, FX og AMC brugt lignende modeller for deres fiktionsproduktion, og man kan sige, at HBO-formelen indtil nu har sikret succes efter succes i et moderne og fragmenteret medielandskab, hvor forbrugerne er blevet langt mere kvalitetsbevidste og i højere grad end nogensinde før har vist sig i stand til at skille godt fra dårligt. Og godt fra rigtig godt.