De indre landskaber

artikel / Sophie Engberg Sonne
På 93 sekunder byder titelsekvensen til HBO's 'True Detective' velkommen til en verden af synd i Louisianas sumpland. Close-Up ser nærmere på forholdet mellem serien og dens introsekvens.

HBO’s krimiserie ’True Detective’ har været denne sæsons store seriesamtaleemne. Både fordi den er sær, mystisk og åben i sin fortælling og dermed opfordrer til uendelige diskussioner blandt fans – ikke mindst blandt dem, der genkender elementer fra forfattere som Robert W. Chambers og H.P. Lovecraft – og fordi den præsenterer endnu en produktion af høj production value, sådan som vi efterhånden er blevet vant til at forvente fra HBO.

Seriens titelsekvens har mange af de samme kvaliteter som selve serien: den er mystisk og gemmer – bogstaveligt talt – på flere lag. Det er filmstudiet Elastic, der tidligere har instrueret introsekvensen til HBO’s ’Game of Thrones’, som står bag introsekvensen til den mystiske thrillerserie om de to politifolk Rust (Matthew McConaughey) og Marty (Woody Harrelson). Til tonerne af The Handsome Familys sang ’Far From Any Road’ italesætter introsekvensen den samme grundlæggende problematik som serien: det komplicerede forhold mellem personerne og deres omgivelser.

Den halvandet minut lange introsekvens viser omridset af Rust og Marty, men billederne er lagt i lag, sådan at landskaberne er noget, der i lige så høj grad eksisterer inden i som uden om personerne. Eller man kunne se menneskene som en slags vinduer til landskabet. Det giver indtryk af et besjælet landskab – og af personer, der på godt (og især ondt, kender man serien ret) er knyttet til et specifikt geografisk sted. Akkurat som stederne i ’True Detective’ er spejlinger af personerne og vice versa. Flere steder er Rust og Marty decideret opsplittet, så deres silhuet er halvt menneske, halvt sted og helt i opløsning. Der sker med andre ord en afsmitning mellem det mentale landskab og det fysiske, eller som Rust siger med en af sine typiske nihilistiske kommentarer (der som altid pisser Marty af): ”This place is like someone’s memory of a town, and the memory is fading.”

true detective intro 2

Lige som landskabet i serien ofte skildres med fokus på industriområderne, sumpen, forureningen, siver en form for forurening ind i Rust og Martys sind, efterhånden som de ser grusomhederne bag forbrydelserne. Med opklaringen af sagen om den modbydelige kvindemorder følger klarhed – men også en højst ubehagelig viden om den menneskelige ondskab. Serien skræller overfladen af og blotlægger nervebanerne, og det skildres visuelt og ordløst i introsekvensen, hvor vejbanerne lægges ind over Martys ansigt som et neurotisk landskab; synlige spor i de indre landskaber.

True-Detective intro2

Samtidig viser introsekvensen en række øvrige motiver fra serien, blandt andet en stripper, der sidder på hug så hendes nøgne, bløde baller hviler tungt på hendes stiletter med skarpe pigge. Skønhed møder grimhed, sex møder vold, lige som det gør sig gældende i både seriens krimiintrige, hvor mordene er seksuelt betingede, og i Marty og Rusts egne kærlighedsliv, hvor sex er noget, der ødelægger forhold, ikke noget smukt der forener mennesker. Sex er altid forbundet med vold og smerte i ’True Detective’.

true detective intro 6

Et andet motiv er korset eller krucifikset, der både optræder i form af vejkrydset, den afstumpede religiøse tosse med armene strakt ud i henførthed og et kors tegnet af røde lysstofrør som et profant portræt af det guddommelige langt ude på landet i udkants-Amerika. Sidst men ikke mindst kommer seriens titel frem på netop to krydsende linier, der både kan ligne et kors og stregerne i et sigtekorn.

 True Detective intro 3

Introsekvensen til ‘True Detective’ er et lille kunstværk i sig selv, både et selvstændigt billeddigt og en komprimeret version af mange af de temaer, motiver og tanker, der er på spil i serien. 93 sekunders intens rejse gennem den tunge sydstatssocialrealisme og ind i det indre mørke, der styrer handlingen i serien.

Se titelsekvensen til ‘True Detective’ her: HBO’s True Detective – Main Title Sequence

‘True Detective’ indvarsler nye tider for tv-serien. Læs Tobias Bukkehaves anmeldelse af sæsonafslutningen her

Læs også Close-Ups artikel om introsekvensen til ‘Twin Peaks’