The good old, bad old days

anmeldelse / Katrine Sommer Boysen
en
to
tre
fire
fem
seks
’Boardwalk Empire’ skyder fjerde sæson stilsikkert i gang i et om muligt endnu mere dystert univers.

Det sluttede dystert i tredje sæson af Terrence Winters uforlignelige periodedrama ’Boardwalk Empire’. Den i forvejen hensunkne moral fandt nye lavmål, og ikke mindst syntes den berusende og ofte ubekymrede overflodsfølelse fra de indledende sæsoner sporløst forsvundet. Gyp Rosetti (den Emmy-vindende Bobby Cannavale) blev i sæsonfinalen knivmyrdet, mens Nucky og Eli Thompson tvinges til nye græsgange, mens seriens stadige mere komplekse helt, manden med masken Richard Harrow, fortsætter sine likvideringer.

Den mørke tone fortsættes i de første afsnit af fjerde sæson. De glorværdige og tilsyneladende bekymringsfri dage i Atlantic City i forbudstyverne er endegyldigt forbi. Verden er større og markedet, der nu i høj grad involverer heroinhandel, er ikke længere begrænset til illegal sprutproduktion. Nucky, som Steve Buschemi formår at give dybde og mental kompleksitet på en måde, som det aldrig tidligere er set med en gangsterboss, forsøger med broderen Eli ved sin side at genvinde sin tabte position, men som han siger i sæsonens tredje afsnit ’Acres of Diamonds’, så er tingene ikke længere som i ”the good old, bad old days.” Han har ingen kontakt til Margaret og børnene, som vi med garanti ikke har set det sidste til, og selv hans trofaste tjener Eddie knager så meget i kanterne, at han ikke kan opfylde sin rolle, ligesom Nucky åbenlyst plages af, at han ikke kan udfylde sin rolle som far over for nu 10-årige Teddy og Emily. I håb om at skaffe nye relationer drager Nucky til Tampa, Florida, hvor han overvejer at indgå et forretningssamarbejde med den storskrydende, men ikke videre kvikke lokale sprutsmugler, Bill McCoy, og hans partner August Tucker. I Tampa-scenerne, viser med Nucky i centrum beviser ’Boardwalk Empire’ sig endnu en nok som i en klasse for sig på dialogsiden. Nucky placerer sine tørre one liners så velsmurt (”Easier on the blood, heavier on the Mary” og som svar på Tuckers udtryk for at han er glad for endelig at møde ham: ”Most people are. Until they do”), at det er en fryd.

Chalky White har etableret sig som natklubejer på Onyx. En aften har han og makkeren Dunn Purnsley fået selskab af talentagenten Dickie og hans unge hustru, der forsøger at prakke Chalky et par stepdansere på. Konen flirter insisterende og offensivt med Purnsley, der inviterer hende op på sit værelse, men mens de har sex kommer Dickie ind. Hans kone begynder på en halvkvædet forklaring om, at Purnsley tvang hende og truede med et barberblad. Dickie trækker sin pistol, og mens han truende beretter om alle sortes nederdrægtige natur, beordrer han Purnsley til at fortsætte samlejet, mens han selv onanerer til synet. Det groteske scenarie skubber Purnsley ud over kanten, godt hjulpet på vej af en fænomenalt fortolkende lyssætning, der bader Purnsley i et skammens skær, og han griber en whiskyflaske, som han slår itu og dræber koldblodigt den i bogstaveligste forstand selvoptagede Dickie, hvorefter hustruen stikker af.

Chalky, der mildt sagt ikke er begejstret for sin partners usømmelige og kompromitterende opførsel, opsøges af den arrogante Dr. Valentine Narcisse, der tegner til at blive en af fjerde sæsons mest interessante skurkeskikkelser, og som formentlig bliver denne sæsons pendant til Gyp Rosetti. Han styrer Harlem og placerer sig som en Chalkys akilleshæl ved at undlade at straffe Purnsley for hans ugerning mod i stedet at få frit lejde på Onyx. Dr. Narcisse er en stolt mand, der forelæser om ”de nye negere”, som han konsekvent nedladende omtaler som ”libyere”. Han er en af den slags ubehagelige gangsterstøbninger, der under en overflade af religiøs moralsk overlegenhed er endnu mere korrupt end de fleste andre. Og det siger ikke så lidt i ’Boardwalk Empire’. Dr. Narcisse mødes med Arnold Rothstein i forhåbning om at byde ind på det voksende heroinmarked.

Gillian Darmody, der i slutningen af tredje sæson forsøgte at dræbe Gyp Rosetti med en overdosis heroin, men selv fin stukket den i armen i stedet, forsøger at opretholde fordums værdighed, men er så heroinafhængig, at det svært kan skjules. I sæsonens første afsnit forsøger hun at få overtalt en dommer til at lade hende få forældremyndigheden over barnebarnet Tommy, der bor hos Richards kæreste, men ingen synes at tro på, at den velmenende, heroinhærgede bedstemor er i stand til at opfostre et barn i sit horehus.

Richard holder sig i skjul hos sin søster Emma efter et par brutale drab i sæsonens første afsnit, og det er først her, pludselig tvunget på afstand af blodsudgydelserne, at han begraver sin pistol og er i stand til at konfrontere det krigstraume, han har udskudt så længe.

Nye personer køres også i stilling. Det bliver interessant at følge Elis ældste søn, Willie, der for at imponere kammeraterne ikke uden problemer forsøger at skaffe sprut fra sin fars forsyninger, og Al Capone er endegyldigt ved at markere sig som en gangsterboss in spe, og han får en stadig gruopvækkende Nelson van Alden som håndlanger.

Terrence Winter formår altså træfsikkert og i vanlig velproduceret stil at føre en af tv-historiens mest overbevisende historiske tv-serier ind i sin fjerde sæson og lykkes, uden at give køb på seriens helt særlige tone, med at skabe nye historier og nervepirrende forgreninger af de gamle. Kameraarbejdet, lydsiden, og selvom man ser serien på sin hjemmeskærm, føler man næsten celluloiden knase på et lærred, så filmisk er serien. Krisestemningen klæder ’Boardwalk Empire’, der nu balancerer selskabslivets løssluppenhed med en endnu mere dyster alvor end tidligere, og personerne synes forlenet med en melankolsk bevidsthed om den tabte tid, som skal genfindes og genvindes.

Læs også Close-Ups interview med danske Christiane Seidel, der medvirker i ‘Boardwalk Empire’