Syndefald i sumplandet

anmeldelse / Sophie Engberg Sonne
en
to
tre
fire
fem
seks
'True Detective' tegner et fascinerende og frastødende portræt af et suspekt sydstatsmiljø og byder på krimi med stjernespil fra Woody Harrelson og Matthew McConaughey

Spænding handler ikke kun om hvad og hvor meget, men også om hvordan. Og det er da heller ikke fordi der sker så frygtelig meget i de første afsnit af ’True Detective’. Men måden, den fortælles på, seriens stemning der både må tilskrives billederne af det sumpede og suspekte Syden og det intense skuespil, gør ’True Detective’ til en afsindigt spændende serie til trods for fraværet af ydre drama. Det stillestående bruges som virkemiddel i en historie, der netop handler om samfundets træghed, laden-stå-til og uvirksomhed. Den stiltiende accept af forbrydelsen, de forstokkede autoriteter og det sumpede landskab, der absorberer ethvert stød og efterlader en larmende lydløshed.

’True Detective’ udspiller sig i sydstaten Louisiana og følger de to mordefterforskere Martin Hart (Woody Harrelson) og Rust Cohle (Matthew McConaughey), som er et umage par, for at sige det mildt. Mens Hart er en respekteret politimand, effektiv, udadvendt og familiefar med smuk kone (Michelle Monaghan) og to døtre, er eks-narkobetjenten Cohle en lonesome cowboy, en indadvendt, asocial og tænksom type med et kuldsejlet ægteskab bag sig. Han er en mand der kun sjældent snakker, og når det endelig lykkes Hart at få hans tunge på gled, fortryder makkeren hurtigt, at han spurgte. ”He wasn’t big on talking. But he was smart,” siger Hart i 2012, hvor han afhøres om den efterforskning, de først mødtes over i 1995. Noget er sket i mellemtiden, og politiet har fundet grund til at genoptage efterforskningen af den mordsag, Hart og Cohle ellers troede, de for længst havde opklaret.

’True Detective’ fortælles i flashbacks af Hart og Cohle, der hver for sig afhøres i nutiden. Hart ligner sig selv og er stadig fungerende betjent, men Cohle er gået delvist i hundene og kædedrikker dåseøl under sin afhøring. Hvad der er sket med ham, forbliver foreløbig i det uvisse, men langsomt lægges brikkerne på plads i et barskt og uhyggeligt portræt af en sag, der begynder, da Hart og Cohle kaldes ud til fundet af en myrdet kvinde, der er nøgen, bagbundet og derpå dekoreret med kultiske symboler og en bizar, voodoo-agtig krone. Sagen bliver langt fra opklaret i seriens første par afsnit, men der tegner sig et uskønt billede af en sag med tråde til et velorganiseret prostitutionsmiljø og til en kirke, der ikke kun prædiker det gode. Tilbageblikkene skal dog tages med det gran salt, at man endnu ikke ved, om de to betjente taler sandt eller ej, så der er lidt af et detektivarbejde foran tilskueren.

’True Detective’ er spændende som krimi betragtet, men det er dens skildring af bibelbæltets udkants-USA, der for alvor gør indtryk. Billederne af det fattige, fladt bebyggede land beboet af nedslidte arbejdere og white trash, telt-kirker med dommedagsprædikanter og ikke mindst det hallucinatoriske syn af et landligt horehus, godt gemt i Louisianas grågrøngrumsede fauna, hvor piger i flagrende kjoler frister som sydstats-sirener med dårlige tænder og udvasket livsmod.

Harrelson og McConaughey er et kongenialt match; Harrelsons grove charme og pluskæbesmil tager de sikre stik hjem, mens McConaughey imponerer voldsomt med sin kyniske, menneskefjendske og misbrugsplagede strømerskikkelse med sår på sjælen. Rollen er endnu en perle i rækken af gode roller for McConaughey, der er i gang med et comeback af de helt store. De seneste par år har han haft stjerneroller i gode film lige fra Steven Soderberghs komedie ’Magic Mike’ over Jeff Nichols’ drama ’Mud’ til Martin Scorseses ’The Wolf of Wall Street’, og senere på året kan man sandsynligvis vente sig mere af samme høje kvalitet, når han indtager hovedrollerne først i Jean-Marc Vallées ’Dallas Buyers Club’ og siden i Christopher Nolans ’Interstellar’.

’True Detective’ har elementer af andre gode HBO-serier som ’The Wire’ og ’Treme’ (for ikke at tale om film som David Finchers ‘Se7en’ og Coen-brødrenes sydstatsskildring ‘Oh Brother, Where Art Thou’) i sit politisk og socialt bevidste drama, men serien står på egne ben rent stilistisk takket være både Nic Pizzolattos velskevne manuskript og Cary (’Jane Eyre’) Fukunagas sikre instruktion. Man fascineres, frastødes og suges så dybt ind i seriens gådefulde landskab af synd og fortabelse, at det efter bare tre afsnit er svært at komme fri igen.

Læs Close-Ups liste over Matthew McConaugheys bedste og værste roller

Læs anmeldelser af flere aktuelle serier her