Stadig ikke rigtig voksne

anmeldelse / Katrine Sommer Boysen
en
to
tre
fire
fem
seks
Tredje sæson af Lena Dunhams ’Girls’ er i gang, og det er lige så pinefuldt morsomt som altid.

Hannah og hendes girls er de veninder, man altid har forsøgt at slippe væk fra, men som man alligevel ikke kan undvære. Irriterende, krævende, selvoptagede tøser, der træder vande i deres forlængede ungdomsliv uden blik for, at voksenlivet for længst burde have overhalet dem indenom. Og samtidig ualmindeligt elskelige.

Tredje sæson begynder,  hvor anden sluttede. Der er noget symptomatisk ved, at vi finder pigerne nærmest nøjagtig samme sted, som vi slap dem, for ikke-udviklingen er netop en af seriens mest smertefulde og hylende morsomme pointer. Hannah (Lena Dunham) er tilbage som Adams kæreste. De er endda flyttet sammen, men ellers er alt ved det gamle. Marnie (Allison Williams) er igen, igen blevet forladt af Charlie og har endelig, efter i en periode at have boet hos sin bitre mor, fundet sin egen lejlighed. Shoshanna (Zosia Mamet) er efter at have mistet mødommen sprunget ud i alskens seksuelle eventyr, men må sande, at det nye frisindede liv påvirker hendes ellers stramme livsplan. Jessa (Jeminma Kirke) har tilsyneladende gennem længere tid været missing in action, indtil hun pludselig kontakter Hannah og beder hende hente hende fra et afvænningscenter langt ude i skoven. Her har hun selvfølgelig alle andre intentioner end at blive clean og gør i stedet alt, hvad hun kan, for at ødelægge helbredelsen for centrets andre patienter.

Der skal ikke spoiles i denne begejstrede anmeldelse, selvom det er svært ikke at afsløre, hvad der kommer til at ske i de første sæsonafsnit. Men man kan roligt glæde sig! Lena Dunham har stadig fermt greb om sin kvindegenerations udfordringer, men skildrer sine karakterer med sådan en ømhed og loyalitet, at man ikke kan undgå at holde af dem – alle irritationsmomenterne til trods. Hannah sjosker stadig dovent af sted, mens Marnie stamper løs, men ingen af dem har det fjerneste begreb om, hvordan de for alvor skal få skred i deres liv. Hvor første sæson levede højt på syleskarpe sarkastiske referencer til eksempelvis ’Sex and the City’, og anden sæson virkelig blev der, hvor serien fandt sig selv, så er tredje sæson om muligt endnu mere blasert, men også fænomenalt morsom.

Adam Drivers Adam lader til i løbet af tredje sæson at blive en stadig mere nuanceret og langt mere interessant person, og også den vredladne Ray (Alex Karpovsky), der på ekskæresten Shoshannas opfordring er blevet barbestyrer, er flot til stede til at give samtlige tøser tørt på. Uden dog egentlig at have noget at have det i. Også seriens bipersoner – jeg nævner i flæng John Cameron Mitchell som Hannahs e-bogsforlægger, David, Adams outrerede søster, og junkie-underboen Laird – er forrygende.

’Girls 3’ er med andre ord et ligeså rablende vanvittigt, kulsort humoristisk og kærligt generationsportræt, som de forrige sæsoner. Herfra er der kun glæde og yderligere forventning!

Læs flere aktuelle serieanmeldelser her