Skelsættende scener fra sumplandet

anmeldelse / Tobias Bukkehave
en
to
tre
fire
fem
seks
Første sæson af Nic Pizzolattos mesterlige ’True Detective’ er nu bragt til ende, og mens vi fordøjer en af de mest forunderlige serier i mange år, efterlades vi med spørgsmålet om ’True Detective’ indvarsler nye tider for tv-serien

Lad os se det i øjnene. Vi er blevet forvænte, når det kommer til tv-serier. Siden HBO i sluthalvfemserne tog hul på det, der siden er blevet kendt som tv-seriens tredje guldalder, og begyndte at spytte den ene kvalitetsserie efter den anden ud, har vi vænnet os til at se avancerede plots, høj produktionsværdi, fantastisk skuespil, originale karakterer, masser af ucensureret vold, ditto sex og udfordrende tematikker i vores fjernsyn. I starten hed serierne ’Sex and The City’, ’The Sopranos’, ’Deadwood’ , ’Rome’, ’Band of Brothers’ og ’Six Feet Under’, og siden kom fænomenale shows som ’The Wire’, ’Boardwalk Empire’ og ’Game of Thrones’ til. Fælles for dem alle var, at de blev indrammet af det ikoniske Home Box Office-garantistempel på en baggrund af knitrende tv-sne, og vi begyndte at vænne os til, at det var lyden af kvalitetsserier.

HBO fik dog snart selskab af andre uafhængige kabelkanaler som FX, Showtime og AMC, der bidrog med serier som ’Rescue Me’, ’Dexter’, ’Homeland’, ’Nip/Tuck’, ’The Walking Dead’,  ’Breaking Bad’ og ’Mad Men’, og pludselig var det høje niveau reglen snarere end undtagelsen. En sådan udvikling bør man som seer naturligvis sætte pris på, og guderne skal vide, at det gør vi; tv-serien har på få år mast sig ind som tidens toneangivende fortælleplatform i underholdningsbranchen. Det er alt sammen fint, men ind i mellem er det nu en gang på sin plads at skrabe lidt i lakken, og gør man det, må man konstatere, at kvalitetsserien inden for de seneste par år er stagneret en anelse.

Det er der bare ikke nogen, der har bemærket, fordi det niveau, kvalitetsserien er stagneret på, er så højt. Vi har nydt fantastiske serier, og vi er blevet overrasket gang på gang. Først lærte vi at holde af en egoistisk, løgnagtig og utro reklamemand, så gav de os en midaldrende narkoproducent med cancer, så så vi med mens en gravid middelalderdronning blev dolket ihjel til et bryllup, derefter fik vi en kvinde der ganske vist var gal men havde ret omkring en sympatisk terrorist og så videre. Opfindsomme og grænseoverskridende karakterer og historier, der hele tiden pressede citronen en lille smule mere, end det foregående show havde gjort. Men hvis man snuser ordentligt ind, så lugter det grimt af formeltænkning, og når man i stigende grad har brug for at ”bringe freakesne frem” for at bryde grænser for grænsebruddets skyld, så vidner det om en begyndende kreativ tørke. De store knapper som fortællestilen, den æstetiske grundtone og karaktertegningen er der ikke blevet skruet ordentligt på i lang tid.

Og med ’ordentligt på’ menes som da David Lynch med sin geniale tv-serie ’Twin Peaks’ fra 1990 slæbte incest, dattermord og dæmoni direkte ind i de amerikanske dagligstuer og med et slag ændrede normen for, hvad man kunne gøre med tv-fiktionen både æstetisk og indholdsmæssigt. Den slags skelsættende værker er der få af, så når de endelig dukker op,  bliver det gjort tydeligt, hvis der i for lang tid har været for få egentlige dønninger og alt for mange ubetydelige småkrusninger på andedammens overflade. Og det er netop den halvsørgelige kendsgerning, Nic Pizzolatto har gjort åbenlys med sin ualmindeligt vellykkede debutserie ’True Detective’.

’True Detective’ er på overfladen en kriminalfortælling om politimændene Rust Cohle (Matthew McConaughey) og Marty Hart (Woody Harrelson), der vikles ind i en kompliceret seriemordersag, som tager sin begyndelse i 1995. De to mænd er i første omgang meget forskellige, og mens den godhjertede og joviale Marty med en vis succes leger far, mor og børn i provinsvillaen, kæmper den pessimistiske krakiler Rust med at komme mentalt ovenpå efter et personligt sammenbrud afledt af tabet af først en datter og som følge deraf senere en hustru. Tror vi. Det viser sig nemlig hurtigt, at der bag Martys amerikanske idealtilværelse gemmer sig et sandt mareridt bestående af lige dele sexafhængighed, whiskeytrang, løgn og afgrundsdyb angst for det almindelige liv. Omvendt viser den ustabile og fordrukne Rust, vi møder i første afsnit, sig at være en ualmindeligt intelligent, snarrådig og principfast mand, der dog er stærkt udfordret både af fortidens narkomisbrug og almen livslede oven på den  rusketur, livets nådesløse vaskemaskine over flere omgange har udsat ham for.

Vi har altså med andre ord at gøre med plagede og ustabile hovedkarakterer. Det er som nævnt set før, men Pizzolatto lader de to karakterers desperate sindstilstande flyde ind i fortællingens anatomi, således at man som tilskuer ikke længere kan stole på selve fortællingen. Det er en sjælden og fantastisk seeroplevelse, og den eksekveres til perfektion i ’True Detective’. Lignende greb er set tidligere i film som Christopher Nolans ’Memento’ samt i forskellige artfilm, men der sker noget helt særligt, når grebet optræder i det kommercialiserede og brede serielle format, hvor fortællepositionen traditionelt er stabil og troværdig.

’True Detective’ fortælles ad to hovedspor; et i 1995 hvor det umage makkerpar arbejder med at opklare mordet på en ung pige, og et i 2012, hvor Marty og Rust afhøres af to FBI-agenter, der ønsker at vide præcis, hvad der foregik dengang for 17 år siden. Det fornemme ved Pizzolattos serie er, at han flere gange lader Cohle og Hart fortælle FBI løgne, mens vi ser, hvad der i virkeligheden skete – eller omvendt, alt efter temperament. Det bevirker, at man hele tiden er på vagt over for selve fortællingen, hvilket komplicerer og intensiverer seeroplevelsen.

Desuden er ’True Detective’ præcis som flere andre kultserier proppet til randen med litterære referencer, mytiske figurer og alle mulige former for ord- og billedspil, som dedikerede fans kan fordybe sig i, hvis de vil. Nic Pizzolatto er belæst og har en fortid som universitetsprofessor, og det mærker man, når man ser ’True Detective’, der er tænkt som en intelligent serie med ønske om at udfordre sin seer. Cohles evindelige monologer om universets dystre beskaffenhed, der kan koges ned til, at han ville ønske, at alle klodens mennesker ville stoppe med at formere sig og møde døden hånd i hånd, så det hele kan få en ende, er bagsiden af den intellektuelle medalje. Fordi selv om Pizzolatto slår en flot knude på netop den side af Rust Cohles karakter i det sidste afsnit, bliver der altså lidt for meget af det samme lommefilosofiske kagl undervejs.

Men i øvrigt er karaktertegningen i ’True Detective’ fantastisk, og det gælder ikke kun for Pizzolattos to maskuline helte. Portrættet af Martys kone Maggie (Michelle Monaghan) er fornemt nuanceret, og hendes smerte omkring ægtefællens moralske deroute er skildret med stor finesse. Dertil kommer et væld af mindre betydningsfulde men helt uforglemmelige figurer, som med sikker hånd er strøet ud over seriens otte afsnit. De giver Pizzolattos sumpede Udkantsamerika liv og sjæl, og i en serie, hvor settingen i meget høj grad glider sammen med handlingen, er det afgørende, at universet får personlighed. Serien arbejder konsekvent med antydninger af overtro, primitive traditioner og den helt særlige ugudelige, uoplyste og voodooagtige stemning, som den dybe bayou emmer af. Pizzolatto kobler de elementer med pædofili og mord, og man må bare konstatere, at det stemningsmæssige puslespil går op.

’True Detective’ er en skelsættende serie. Den er smukt fotograferet, enormt velspillet og er et på alle måder dybt værk. Serien leverer desuden et medrivende kriminalplot, som er skræmmende i sin urfortælling. Serien vedrører nogle grundlæggende traumer, der gør, at den ikke kun går i hjernen men også sætter sig i kroppen på seeren. Det er sjældent, at HBO (eller nogen andre for den sags skyld) har leveret en serie med så mange implikationer som ’True Detective’, og det er virkelig glædeligt at opleve en serie, der ikke bare hævder at være anderledes, men som rent faktisk er det. Lad os håbe, at resten af industrien følger med, og at ’True Detective’ kan komme til at indvarsle en ny generation af kvalitetsserier.

Læs om titelsekvensen til ‘True Detective’ her

Læs også Close-Ups liste over Matthew McConaugheys bedste og værste roller