På bunden af den amerikanske drøm

anmeldelse / Ann Lind Andersen
en
to
tre
fire
fem
seks
James Grays melodrama ‘New York Immigrant’ er båret af Joaquin Phoenix’ præstation

James Gray er ikke så bredt kendt herhjemme, men han er den type instruktør, hvis film ofte er darlings på filmfestivaler rundt omkring. Således også hans seneste, ‘The Immigrant’, eller ‘New York Immigrant’, som den hedder på dansk. Måske netop fordi han ikke er så kendt, har filmen ikke fået dansk biografpremiere og er i stedet just udkommet på DVD/Bluray. Hvilket nok er rigtigt valgt. Ikke fordi navnene på de medvirkende skuespillere er ukendte – vi taler tre hovedpersoner spillet af Joaquin Phoenix, franske Marion Cotillard og Jeremy Renner – men måske fordi resultatet er blevet mangelfuldt.

Amerikansk immigranthistorie visualiseret ved indsejlingen til New York med en fremtonende Frihedsgudinde og første stop-over på Ellis Island er blevet behandlet i film fra Elia Kazan over Francis Ford Coppola til Sergio Leone, for bare at nævne nogle få. Og det er også her, Gray begynder sin historie om den polske kvinde Ewa (Marion Cotillard). Hun ankommer med sin søster Magda, der hurtigt bliver vurderet så tuberkulosesyg, at hun skal i karantæne. Ewa bliver på mystisk vis anklaget for amoralsk opførsel på det skib, der lige har fragtet hende til mulighedernes land og er nær ved at blive sendt retur. Ud af det blå, tilsyneladende, dukker forretningsmanden Bruno Weiss op og tilbyder hende sin hjælp, hvilken den desperate og naive Ewa tager imod. Bruno kan både hjælpe med at få søsteren frigivet, lover han, og give Ewa kost og logi.

Den hjælp har selvfølgelig en pris og snart må Ewa sande, at hun må prostituere sig for Bruno – ud over også at danse og optræde i det varietéshow, han kører. Hun er modvillig, og efter mødet med tryllekunstneren Orlando (Jeremy Renner) øjner hun håb for en anden slags tilværelse. Herfra er der lagt op til et klassisk trekantsdrama, og det er alene Joaquin Phoenix’ fortjeneste, at alt ikke ender i ren kliché. For Bruno udvikler følelser for Ewa og er så martret en sjæl, at man, på trods af hans ugerninger, fatter sympati for hans komplekse væsen.

‘New York Immigrant’ er den fjerde film, Gray og Phoenix arbejder sammen om (de har tidligere lavet ‘We Own the Night’, ‘Two Lovers’, ‘The Yards’). Et samarbejde, der som regel får det bedste ud af Phoenix. Til gengæld er Gray gået fejl i sin personinstruktion af Marion Cotillard, der med et konstant sorgfuldt ansigtsudtryk og bedrøvede øjne forbliver så apatisk, at den kamp for værdighed, hendes rolle skal udtrykke, drukner i passivitet. Og Renner, der gør hvad han skal, ender som en nærmest ligegyldig karakter. Det hjælper heller ikke, at skuespillerne skal fortælle handlingen i stedet for at vise den. Som når en bi-person siger om Bruno til Ewa: “Han kan ikke tage øjnene fra dig”. En replik, der skal forklare, at Bruno er ved at blive forelsket, men hvorfor ser vi det ikke udtrykt i billeder og scener i stedet?

Gray vægter stemming over plot, men det er i det hele taget uklart hvad nødvendigheden er for instruktøren for at fortælle netop denne historie. Både i sit melodrama og i sit look – alt er fotograferet i soft fokus 1970’er-stil – føles filmen som et levn fra netop det årti. På den måde føles filmen mærkelig gammeldags og vil på ingen måde skrive sig ind i filmhistorien om immigrantfortællinger.