Med appetit på mere

anmeldelse / Sophie Engberg Sonne
en
to
tre
fire
fem
seks
Anden sæson af Netflix' successerie 'House of Cards' tegner til at blive lige så skrupelløs som seriens hovedperson

Da ’House of Cards’ havde premiere for næsten nøjagtig ét år siden, var den serien, der skulle give alle de andre baghjul. Med David Fincher i instruktørstolen og en bestialsk besjælet Kevin Spacey i hovedrollen var den Netflix’ flagskib; deres første originale serie, skræddersyet til binge watching i store, glubske mundfulde af de sultne seriefans som et rovdyr fortærer sit bytte.

Underligt nok vandt serien forbløffende få Emmy-statuetter – 3 i alt, hvoraf de to var for fotografi (til seriens danske fotograf, Eigil Bryld) og casting og den tredje gik til Fincher for instruktion – og mange har siden gjort sig lystige over, at serien ikke har levet op til den hype, der indledningsvist fulgte den.

Derfor er sæson 2 at betragte som ’den svære toer’ i alle henseender. Den første forelskelse har lagt sig, og nu skal det vise sig, om det politiske drama omkring antihelten Francis ‘Frank’ Underwood (Spacey), hans hustru Claire (Robin Wright) og den snedige journalist Zoe Barnes (Kate Mara) kan holde kadencen.

Heldigvis er det et glædeligt gensyn. Efter den afsindigt flotte intro, der viser et smukt, monumentalt Washington (men også metaforisk præcist indikerer, hvordan det flyder med affald ved floden, langt fra de pompøse facader), ses ægteparret Francis og Claire på en fælles løbetur. I foregående sæson løb hun alene, mens han kæmpede med sin romaskine i kælderen, så skal vi tage deres bogstavelige parløb som netop det; en fælles front? Det er for tidligt at sige, men der smedes rænker fra første minut, og endnu en gang ligger en stor del af fornøjelsen ved serien i spørgsmålet om, hvem der er egentlig er henholdsvis kat og mus i den komplicerede kispus.

Handlingen skal ikke afsløres her – både fordi det ville være synd, og fordi Netflix ville komme efter os – men der er overraskelser i vente. Og at Frank har mere end finger med i spillet, er alle der kender ham, bevidst om. Jeg bliver ude på sidelinien, bedyrer han over for en kollega i et politisk spørgsmål. ”Du er aldrig bare på sidelinien, Frank,” svarer han ham. Eller som Frank selv siger henvendt til en anden politiker: ”Hvis ikke du kan bryder dig om måden, bordet er dækket på, så vend bordet om.”

Bordet bliver så afgjort vendt om i første afsnit af anden sæson, og mon ikke også det er netop det, der skal til for at bevare førertrøjen som en serie i særklasse? Seriens skaber Beau Willimon udviser modet til at overraske og ændre på spillets regler efter forgodtbefindende, og serien minder på den måde om sin hovedperson, den kyniske og spekulative Underwood, der stræber efter magt for enhver pris.

”Troede du, jeg havde glemt dig?” spørger Francis Underwood tilskueren i afsnittets absolut sidste scene, hvor man virkelig troede, han havde glemt alt om første sæsons hemmelige kontrakt mellem os og ham – det eneste forhold der er ærligere og mere direkte end forholdet mellem Francia og Claire. Selvfølgelig har han ikke det. Man bliver lettet, næsten rørt over hans henvendelse – men straks efter kommer skammen: for ved at tiltale os så kammeratligt, som han gør, er vi tilskuere med et snuptag gjort medskyldige i de grusomheder, der er sket i det første afsnit af den nye sæson. ”Velkommen tilbage!” siger Frank. Jo, tak. Rovdyret er tilbage med en glubende appetit og en smittende skadefryd.

Læs flere serie-anmeldelser her