Intet over eller ved siden af

anmeldelse / Tobias Bukkehave
en
to
tre
fire
fem
seks
David Benioff og D.B. Weiss har netop beriget verden med fjerde sæson af deres mesterlige fantasyserie ’Game of Thrones’, og eventyret har aldrig været bedre.

For nylig kunne den hæderkronede betalingskanal HBO konstatere, at firmaets hidtidige kvalitetsflagskib, gangsterkrøniken ’The Sopranos’, ikke længere var det mest sete program i porteføljen. I det herrens år 2002 satte Tony Soprano og co. rekorden for flest seere på en uge (her indregnes alle lovlige visninger såsom genudsendelser, streaminger osv.), og tallet lød dengang på svimlende 18.2 millioner seere. I maj 2014 blev mafiakongen imidlertid skubbet af tronen, da afsnit fem af fjerde sæson af ’Game of Thrones’ nåede op på 18.4 millioner seere og dermed blev HBOs mest sete program i selskabets 40 år lange historie.

’Game of Thrones’ er baseret på George R.R. Martins bestseller-bogserie ’A Song of Ice and Fire’, og tv-serien har blandt andet udmærket sig ved at bryde med flere af de fortælletraditioner, som vi normalt kender fra film og tv. Her er ingen rosenrøde Hollywood-endings, ingen redninger i sidste sekund, men først og fremmest er ingen karakter fredet. Alle kan når som helst få deres krop forkortet med en hovedlængde, og det sker jævnligt, at vi uden videre må sige farvel til afholdte mænd og kvinder, også selv om de ikke har syndet i dramaturgisk forstand. Man kan med andre ord ikke regne med, at ens favoritfigur overlever, og det bevirker, at man i højere grad end i andre tv-serier sidder på kanten af sædet, når tingene spidser til i ’Game of Thrones´.

Det er et usædvanligt greb, og det har vist sig at virke meget stærkt på seere verden over. I slutningen af tredje sæson blev seriens middelalderretfærdighed sat på spidsen, da Benioff og Weiss inviterede til blodrødt bryllup, og fans af serien så rystede til, mens stort set hele Stark-familien blev dolket ihjel i den nøglescene, der siden er blevet kendt som ”The Red Wedding”. Her mistede serien med et slag de fleste af de karakterer, som havde ageret positive fikspunkter for historien, og man kunne ikke lade være med at tænke ”Hvad nu?”

Det var med dette noget usædvanlige udgangspunkt, at sæson fire gik i luften, og allerede fra første afsnit kunne man mærke, at forfatterne bag serien havde formået at bruge ”The Red Wedding” som et frisk pust for forløbet i ’Game of Thrones’, og at det slankede persongalleri gav luft for en tiltrængt tilgang af nye, interessante figurer. Således ankom Prins Oberyn Martell med følge i sæsonens første afsnit til Kings Landing, og hans storyline skulle vise sig at blive en af sæsonens bedste. Desværre holdt den kække og sympatiske Prins Oberyn ikke længe, og det blev således hans død, der leverede sæsonens mest chokerende gore moment, da han i tapper kamp for sin myrdede søsters æresoprejsning (nå ja, og ved samme lejlighed også Tyrions liv) først besejrede den forfærdelige ridder ’The Mountain’ for siden at ende på kanvassen rallende for sit liv, mens kødbjerget maste hans kønne øjne og velformede hovedskal sammen med de bare næver. Ja, man lever livet farligt som folkekær helt i ’Game of Thrones’.

Det gør man også som konge, og i sæson fire blev det heldigvis omsider Kong Joffrey Baratheons tur til at lade livet. Joffrey har pint, hærget, forrådt og voldtaget sig gennem seriens tre første sæsoner, og han begik sin kardinalsynd allerede i sæson et, hvor han var knægten bag Ned Starks halshugning. Den synd har vi ventet længe på at se Joffrey betale for, og da det endelig skete, var det ikke helt fyldestgørende. Nuvel, den unge tyran led et par minutter, mens giften virkede, men i bedste George R.R. Martin-stil følte man på ingen måde ikke den der katharsiske retfærdighedsfornemmelse, alle film og tv-kiggere ubevidst længes efter, da Joffreys lille sorte hjerte endelig stoppede med at slå. Den fornemmelse er den aldrende fantasyforfatter i det hele taget nærig med, og selv om vi efterhånden har vænnet os til, at det forholder sig sådan, ville det snart være lækkert med bare en antydning af lys for enden af dramaturgiske dødstunnel.

Heldigvis blev barnekongens død startskuddet for endnu en skøn storyline, nemlig den om retssagen mod Joffreys onkel dværgen Tyrion, som af sin søster Cersei bliver beskyldt for snigmordet på hendes søn. Vi fik her et dybt indblik i Lannister-familiens inderste dysfunktionaliteter, og det var ikke noget kønt syn. Til gengæld var det spændende, og både Cersei og brormand Jaime har været nogle af sæsonens mest interessante bekendtskaber. På samme måde blev Tywin og Tyrions figurer foldet helt ud, og deres betændte forhold kulminerede med et overraskende og uforglemmeligt fadermord natten før, Tyrions henrettelse. Endnu en typisk ‘Game of Thrones’ hændelse, der i vanlig cliff hanger stil kaster alle boldene op i luften på ny. Det er simpelthen fremragende historiefortælling. Intet mindre.

Sæson fire har også brugt en del tid på Daenerys Targaryen og hendes tour de force på den anden side af The Narrow Sea. Først tog hun endnu en by og befriede flere slaver. Det har vi set før, men ved samme lejlighed fik vi også et glimt af den kulsorte og nådesløse herskerstil, som ligger så dybt i hendes Targaryen-DNA, da hun korsfæstede samtlige adelige i byen Mereen, før hun satte sig på byens trone. I afsnit otte mistede Daenerys så sin mest trofaste klippe og på mange måder også sit moralske kompas, da Ser Jorah blev afsløret i tidligere at have ageret spion for styret i Kings Landing. Heller ikke her kunne den sidste levende Targaryen finde tilgivelse i sit hjerte, og Jorah måtte forlade Mereen eller blive slået ihjel. Forfatterne åbner her op for en helt ny side af Daenerys Stormborn, og det bliver spændende at se, om den smukke unge dronning kan holde fokus, eller om det ondskabsfulde vanvid, hendes familie historisk har været plaget af, ender med at tage over. Nu er der i hvert fald lagt i ovnen til det sidste.

Der har i det hele taget været smæk for dramaskillingen i sæson fire, og som om det ikke var nok, så gav Benioff og Weiss os ’Game of Thrones’ bedste actionscene hidtil, da de dedikerede et helt afsnit til slaget om The Great Wall. Vi så, hvorledes Mance Rayders hær komplet med kæmper og mamutter med store omkostninger til følge blev slået tilbage af krigerne fra The Nights Watch. Afsnittet bød på fantastisk scenografi, velkoreograferet fysisk action, lækker CGI og nogle fantastiske kamerature op og ned af muren, mens et utal af statister gav den hele armen med sværd og økser. Sådan et big scale-slag har ’Game of Thrones’ manglet tidligere, og opgaven blev løst fornemt rent visuelt, mens vi på det mere personnære plan så, hvordan Jon Snow trådte i karakter, reddede dagen og blev voksen, da hans elskede vildbasse Ygritte forblødte i hans arme. Snow ligner mere og mere ham, der skal hævne sin far, mor, storebror og hjemstavn, hvis man da stadig har fantasi til at tro, at den slags retfærdighed findes i denne helt fantastiske men ofte kuldslående tv-serie.

‘Game of Thrones’ har i sin fjerde sæson taget et subtilt og vellykket spring fra at være udpræget low fantasy til at indeholde stadig flere high fantasy-elementer (kæmper, magi, udøde m.m., red.)Det kunne nemt være endt uheldigt og halvplat, men overgangen blev i stedet naturlig og gav sæsonafslutningen et skær af eventyrlig storhed uden på nogen måde at blive letbenet og ‘Ringenes Herre’-agtig. En ændring af seriens tone i den retning var ellers en af de umiddelbare faldgruber, som seriens skabere potentielt kunne være faldet i, hvis ikke det var fordi, de i så uhørt høj grad har styr på deres materiale.

Det har de nemlig, Benioff og Weiss, og samlet set har sæson fire været en enormt fuldendt og velorkestreret oplevelse, der har budt på dyb intrige og skæbnessvangert drama. Produktionsværdien er steget væsentligt, storylines’ene har været friske og opfindsomme, og universet har i det hele taget fået en større sammenhængskraft, mens det samtidig er blevet udvidet markant. Forklaringen på denne umiddelbart ulogiske kendsgerning er, at sæson fire har givet os markant mere back story på flere af nøglekaraktererne, end vi har været vant til. Samtidig er mere perifere figurer som Petyr Baelish og Sandor Clegane trådt frem på scenen og har bundet flere af seriens vigtigste elementer sammen på nye og overraskende måder. Hvem havde eksempelvis troet, at hanhunnen Brienne of Tarth skulle blive Hundens banemand?  At Daenerys “Chain Breaker” Stormborn skulle ende med at lægge sin elskede drager i lænker? Eller at Sansa og Baelish skulle på eventyr til The Vale, og at en fælles storyline mellem de to umage figurer skulle blive et af sæsonens omdrejningspunkter? Ikke denne anmelder i hvert fald, og hvis folkene bag ’Game of Thrones’ kan blive ved med at overraske på samme fine vis, så kommer der til at gå meget lang tid, før den nye konge på HBOs serie-trone bliver væltet af pinden.

Læs også Close-Ups liste over de mest rystende øjeblikke i ‘Game of Thrones’