I venskabets uhellige navn

anmeldelse / Tobias Bukkehave
en
to
tre
fire
fem
seks
TV2 Zulu skyder efteråret 2014 i gang med det nye format Zulu BFF, der på fin vis genopliver skjult kamera-genren.

TV2s søsterkanal for de lidt yngre har i lang tid haft problemer med at finde på nye egenproducerede formater, der kan tilbyde seeren andet end overgearede standup-komikere i forskellige akavede situationer. Blandt de få undtagelser, der bekræfter reglen, finder man relativt kreative programmer som ’Danish Dynamite’, det der med Tobias Dybvad og en lille håndfuld andre, men i hovedreglen har det på TV2 Zulu i længere tid stået sløjt til med det meste af det, der ikke er blevet købt ude i verden.

Kanalens nyeste påhit er derimod noget helt nyt. Eller det vil sige, at det faktisk er noget helt gammelt pakket ind i et nyt format, men det gør absolut ikke noget. I Zulu BFF, som står for Best Friends Forever, ser vi, hvordan den gode gamle skjult kamera-genre bliver genoplivet med udgangspunkt i Zulus kernemålgruppe; unge mænd med hang til øl, hornmusik og det, der er bedre. Formatet giver mindelser tilbage til TV3s ’Rent fup’, og det kan vi godt lide. Programmets vært er et fuldstændig ubeskrevet blad ved navn Emil Walter, og selvom hans manglende erfaring indimellem skinner igennem, er Walter hæderlig i rollen som både indpisker og spasmager. Zulu BFF handler i korte træk om, at Emil Walter i hvert afsnit introducerer os for en ung fyr, der har udvalgt tre venner, som han mener (og håber) vil gøre hvad som helst for at rede hans kastanjer ud af ilden, hvis han, som det hedder, ”er på røven”. BFF-redaktionen har så udtænkt et finurligt plot, som de stakkels venner skal igennem for at bevise deres værd som bedsteven for evigt.

I seriens første afsnit ’USB-Jagten’ hedder hovedpersonen Nicklas, og historien går ud på, at Nicklas har hjulpet sin kærestes onkel med at producere en præsentationsvideo til en begravelse. Problemet er, at ungersvenden ved en fejl har givet onklen en forkert USB-nøgle, således at den video, der risikerer at blive afspillet under ceremonien, er en hjemmevideo-samling bestående af highlights fra Nicklas seksuelle eskapader gennem årene. Afspilningen vil ikke bare vil skabe en noget akavet stemning under begravelsen men også føre til decideret dårlig luft mellem Nicklas og kæresten Sascha. Da Nicklas opdager fejlen, befinder han sig i Århus og kan ikke nå hjem og rette op på sagerne, inden begravelsen går i gang. Med andre ord; Gode dyr er rådne. Derfor ringer han på skift til sine venner, der efterfølgende først skal prøve at lokalisere USB-nøglen i Nicklas lejlighed, derpå forsøge at skifte den rigtige nøgle ud med den forkerte hjemme hos onklen og til sidst crashe selve begravelsen, inden det er for sent. Det hele er løgn, og de tre locations er rigget til med flere skjulte kameraer. Nicklas venter i virkeligheden på sine venner i et baglokale henne i kirken, hvor afsnittets klimaks skal finde sted.

Undervejs bliver de tre venner udsat for alt fra en meget seksuelt betonet yoga-session med Sascha og veninderne over en anholdelse for hæleri af Nik oh Jays lydudstyr til offentlig ydmygelse foran præsten og hele Saschas familie, alt imens Nicklas og Emil griner deres bagerste ende i laser, så det er en sand fryd for øjet. Til sidst står den på kolde sponsor-håndbajere fra Carlsberg og en tur til London for at se Premiere League-bold. Det hele foregår i behageligt tempo og i venskabets hellige navn. Og det fungerer trods voldtægt af en del drengerøvsklicheer undervejs fremragende. BFF emmer nemlig af noget, som har været en mangelvare på Zulu på det seneste; ægthed, rigtige mennesker og grin, som kommer fra hjertet.

Zulu BFF, er både underholdende og godhjertet fjernsyn, der næsten fuldstændig mangler den skingre, platte og provokerende in your face – tone, som vi i så lang tid har måttet trækkes med fra TV2 Zulus side. Desværre er der et ”næsten” foran det ”fuldstændigt”, og vi slipper da heller ikke helt for de arketypiske pornopatter og den noget overfladiske grundtone, som kanalen historisk set har haft meget svært ved at ryste af sig. BFF markerer dog et gigantisk skridt fremad, og programmets opfindsomme plots, som er snedigt udtænkt og skrevet af redaktionen med hjælp fra talentfulde tv-typer som Kristoffer Eriksen, Jesper Juhl og selveste Keld Reinicke, er medrivende, overraskende og trykker på de helt rigtige, og for en gangs skyld mere underspillede, pinlighedsknapper. Det er en stil, der klæder TV2 Zulu, og undertegnede ser frem til at se, hvad de kommende historier har at byde på. Et andet nyskabende aspekt ved programmet er, at der hører en app med til seeroplevelsen, der lægger op til social interaktion og det Zulu selv kalder “en helt ny måde at se tv på”. Alt i alt er Zulu BFF et forfriskende bud på tidssvarende ungdoms-tv. Lad os håbe, Zulu har flere programmer fra samme hylde på vej. Desværre tyder den trailer for ’Sjov med sex’, som lige nu er i rotation, på, at Zulus sviptur op til området omkring bæltestedet var en engangsforestilling, og at de hurtigst muligt atter søger så langt syd på, som det overhovedet er muligt.