Havet er skønt – og sindssygt forurenet

anmeldelse / Katrine Sommer Boysen
en
to
tre
fire
fem
seks
Netflix har givet platform til dokumentaren 'Mission Blue', der er et vanvittigt flot og interessant, men en smule ubalanceret portræt af haveksperten Sylvia Earle. For meget privatliv og medinstruktør Fisher Stevens insisterende selvfokus gør, at dokumentaren ikke når helt de højder - eller dybder - som den har potentiale til.

Det er fantastisk, at en medieplatform som allestedsnærværende Netflix bruger nogle af deres midler til at give halvsmalle dokumentarfilm som ‘Mission Blue’ et vindue. Ikke mindst fordi indholdet i filmen er så forvandet relevant.

I filmen følger instruktørduoen Robert Nixon og Fisher Stevens oceanografen og haventusiasten Sylvia Earle og hendes kamp for bedre forhold i verdenshavene. Hendes agenda er simpel: Hvis vi i vores kamp for planetens overlevelse glemmer at kigge ned i det store blå dyb, så er alle vores miljøindsatser futile. For intet liv i havene vil uundgåeligt lede til en død jord.

Sylvia Earle er lidt af en legende inden for havforskning, så man kan godt forstå Fisher Stevens, der bedst er kendt som relativt markant birolleskuespiller (eksempelvis som Phoebes irriterende psykologkæreste Roger), når han tidligt i filmen udbryder, at lige siden han mødte hende, har Sylvia Earle været hans store helt. Hun er et lille, elegant kraftværk, hvis kærlighed til havet er næret af en livslang udforskning. Lige siden barndommen ved Den Mexicanske Golf i Florida har Sylvia Earle, hver gang hun fik chancen, trukket i dykkerudstyret og udforsket havets rige.

Sylvia Earle blev født i 1935, og dengang så havene unægtelig noget anderledes ud. Langt flere dyrearter levede, der var mindre menneskeligt affald på havets bund og plantelivet, som hun siden har forsket indgåendel i, havde også langt bedre kår. Men efter årtier med olieboringsplatforme, udhungrende industrielt rovfiskeri, atomprøvesprængninger og affaldsdumping ser det forfærdeligt ud, og i de mange solointerviews med Sylvia Earle i filmens løb får man en klar fornemmelse af, at det er nu, vi skal handle, hvis der skal gøres noget i tide. Hendes tydelige budskab er nemlig, at det heldigvis ikke er for sent, men det er tæt på.

Det er altid fascinerende at komme tæt på en ekspert, og miljøfilm har det med at trække endnu hårdere i os, fordi man ikke kan slippe uden om deres pointer. På den måde fungerer ‘Mission Blue’ forbilledligt. At filmen også er utrolig flot fotograferet gør det kun bedre.

Men Robert Nixon og måske især Fisher Stevens har valgt også at have et stort personligt fokus på Sylvia Earles privatliv, så hendes tre børn og tre forliste ægteskaber trækkes også op af hatten. Der er åbenlyst en kvindehistorie at fortælle her – Earle var den første kvinde til at opleve de ting, hun satte sig for og udkonkurrerede på mange områder mændene omkring sig – men den har fortjent sin egen film. For det første fordi det er så åbenlyst, at det er havet, Sylvia Earle brænder for og ikke at fortælle om sine eksmand (som hun konsekvent og meget sigende kalder ved både for- og efternavn) og deres begrænsninger. Værre endda går det, når Fisher Stevens giver sig selv for meget skærmtid. Han har intet af betydning at gøre i selve filmen, og hans spørgsmål, der ikke kan skjule hans koleriske beundring for Sylvia Earle, føjer intet til filmen.

Langt bedre fungerer det, når medeksperter som Jeremy Jackson og instruktør og havfan James Cameron udtaler sig. De har noget reelt at byde på. ‘Mission Blue’ er i familie med miljøfilm som ‘The 11. Hour’ (2007) og ‘En ubekvem sandhed (2006) og er på samme måde saglig og tankevækkende. Og for seeren vækker den i den grad lyst til handling. Lad os håbe, at den også gør det politisk!