Genrejsning af kvindekroppen fejler

anmeldelse / Katrine Sommer Boysen
en
to
tre
fire
fem
seks

DR2′s ‘Piger på krisestien’ vil i seks dele forsøge at finde ud af, hvor tykke, gamle kvinder ikke er så sexede i mænds øjne. Det kommer der i første episode intet interessant ud af.

Kvinde er kvinde værst. Det er en gammel kendt sang. Derfor er der noget sympatisk ved, at komiker og tidligere danser, Audrey Castañeda, har samlet tre veninder til at gøre op med det krops- og aldershysteri, kvinder udsættes for, når de når en vis alder.

Og selvsagt ville det være skønt, hvis ikke al skønhed skulle bedømmes ud fra ungdommens kriterier. Og vel ville det da være rart, hvis de grønne bude blev ved med at pifte på cykelstien. Men er der måske ikke en grund til, at det forholder sig, som det gør, spørger denne anmelder, der i programmets anledning ikke kan lade være med at agere djævlens advokat? For hvorfor er det så vigtigt, for fire kvinder over fyrre  at blive bedømt og betragtet som sexobjekter i en grad, så de har meldt sig til en burlesque-dansekonkurrence i London seks uger senere.

De fire kvinder er ud over bagkvinden Audrey, der har svært ved at lægge dukkestemmen på hylden, sweethearten Pernille Højmark, komikeren Kia Liv Nielsen og revysangerinden Anne Karin Broberg. Alle fire kvinder har haft deres at slås med udseendesmæssigt, og det er selvfølgelig al ære værd at forsøge at bekæmpe fedmemobning i barndommen og hårde kommentarer fra Uffe Holm om, at man er blevet tyk. Men sådan som programmet er skruet sammen, bliver det desværre til en udstilling af mindreværdskomplekser, der ikke kan skjules af nok så megen girl power-snak fra de fire “markante” kvinder, som programmet forsøger at sælge dem som. Det er de ganske enkelt ikke. Desværre.

I programseriens første afsnit skal de i dansetræning. Det kommer der ikke så meget andet ud af, end at de vrikker med røven og konstant bekræfter hinanden i, at det er hårdt at være kvinde og have for mange kilo på sidebenene og for mange år på bagen. Dernæst kommer de til den tåbelige idé at lade sig stille anonymt til skue for mandlige blikke, der skal kommentere på det, de ser. Mændene er faktisk ganske skånsomme, men objektiveringen kan jo ikke undgås, når situationen er så opstillet, som den nu en gang er, og dermed kommer Audrey og Co. til at bekræfte den fordom, de lader som om, de er interesserede i at nedbryde.

I det hele taget forekommer ‘Piger på krisestien’ at være en tynd suppe kogt på en afmagret høne for nu at blive i programmets retorik.