Gammeldags græker med slag i

anmeldelse / Ann Lind Andersen
en
to
tre
fire
fem
seks
‘Hercules’ med Dwayne ‘The Rock’ Johnson leverer gammeldags storstilet action, og heller ikke så meget mere

Græske mytologi-figurer har jævnligt været ofre for film. Især Hercules har i perioder været en yndet karakter, fra billige italienske ‘sværd- og sandal’-film i 1950’erne og 60’erne over 80’ernes udgave med Lou Ferrigno (bedre kendt som Hulken) og Disneys animationsfilm til nu i år, hvor der er kommet hele to film om ham. Først Renny Harlins ‘The Legend of Hercules’ og nu Brett Ratners ‘Hercules’ med Dwayne Johnson, bedre kendt som ‘The Rock’, hans gamle wrestlernavn. Og at Hercules er populær, forstår man jo egentlig godt. Han er dybest set historiens første superhelt, en halv-gud med overnaturlige kræfter.

At det er Brett Ratner, der står i spidsen for en storstilet actionfilm, optaget i 3D og Atmos, er ikke et oplagt valg. Manden, der mest har lavet buddy-komedier som ‘Money Talks’, ‘Rush Hour’ og ‘Tower Heist’, havde ikke den store ekspertise, da han lavede ‘X-Men: The Last Stand’, hvilket kunne ses. Og at han er bedst til action-scener, her grandiose krigsscener, er tydeligt. Det er dem, der lever bedst i ‘Hercules’. Så snart filmen går i mere stilfærdige dialog-scener bliver det uklædeligt gumpetungt.

I modsætning til konkurrenten af Renny Harlin, der skildrede fødslen og tilblivelsen af legenden Hercules, møder vi i Ratners version en ældre Hercules, der har accepteret, at halvgud-statusen kan komme ind handy, når man er lejesvend som han og skal skræmme fjenden, men som måske ikke har så meget hold i virkeligheden. Og som man ihvertflad næppe kommer til helt alene. Han får nemlig god assistance af sit faste team af hardcore warriors, der bliver spillet af ‘Deadwood’s Ian McShane, Rufus Sewell (herligt gensyn) og ikke mindst altid dygtige og imponerende norske Aksel Hennie som Tydeus, der også her sætter sit personlige præg.

Ratners valg om at gå hurtigt forbi de klassiske Hercules-skildringer som de tolv udfordringer han skal igennem, bl.a. kampen mod den flerhovede Hydra, vil sikkert falde nogen for brystet. Men det kan også virke forfriskende, at Hercules er gjort mere ‘realistisk’, selv om det dog stadig er underligt at se ham som mørkhåret i stedet for blond. Men hey, Dwayne Johnson afbleget eller med paryk ville også have set underligt ud. Og Johnson har uden tvivl fysikken til at passe til rollen.

I filmen bliver Hercules og team hyret til at hjælpe kong Cotys (John Hurt) mod den barbariske Rhesus, der plyndrer og erobrer dele af riget. Men tingene er ikke helt som de giver sig ud for at være, må Hercules sande og så må han beslutte om han vil være helt eller lejesvend.

Filmen er bygget på Steve Moore’s tegneserie, ‘Hercules: The Thracian Wars’, men det er den stuerene version af den vi får. Væk er Hercules’ voldsomme temperament og antydningen af biseksualitet. Og i stedet får vi Dwayne Johnsons renskurede, oliepolerede og nærmest milde udgave. Det gør ham sympatisk, nærmest for sympatisk, for selv om Hercules selv tror, at han er skyldig i mordet på sine kone og børn, sådan som han er beskyldt for, er vi andre ikke i tvivl om, at det er en løgn.

Man er ligeledes heller ikke i tvivl om udfaldet, for filmen er både klassiske og klichéfyldt i sin opbygning. Men løftet af nogle gedigne krigsscener, er den lige akkurat underholdende nok til ikke at falde helt igennem.