Lækre løjer i galaksen

anmeldelse / Tobias Bukkehave
en
to
tre
fire
fem
seks
Mens vi venter på J.J. Abrams' fortsættelse af rum-odysseen over dem alle, tager Marvel genren op og giver den hele armen med den vellykkede sommer-blockbuster ’Guardians of the Galaxy’.

Hvis man slår verbet ”to marvel” op i en engelsk ordbog, står der noget i stil med at undre sig, at blive forundret eller forbavset. Som tillægsord betyder det underfuldt. Og det er netop den evne til at forbavse sit publikum med underfulde universer, som har etableret Marvel Studios som en succesmastodont i Hollywood, der siden den første ’X-Men’-film i 2000 har spyttet veritable blockbusters ud på samlebånd. Selskabet nærmer sig 10 milliarder dollars rent indtjeningsmæssigt, og Direktøren for det hele hedder stadigvæk Kevin Feige. ”Why fix it if it ain’t broken?” Er det ikke sådan man siger derovre? Og Kevin Feige skylder nu en gang stadig verden sit første flop. Feige er den exec-type, der har det bedst, når han har fingrene helt nede i trylledejen, og på ’Guardians of the Galaxy’ er hans fantasifulde og letbenede producer-aftryk vidunderligt tydeligt.

I filmens anslag møder vi en den tolvårige Peter Quill, der tager tårevædet afsked med sin kræftsyge mor på et hospital i Missouri, USA, Jorden. Scenen er det sidste, man nogensinde ser til vante omgivelser i ’Guardians of the Galaxy’, fordi da lille Peter grædende løber ud i natten, bortføres han af et stort rumskib, der pludselig dukker op på himlen. I næste nu er Peter Quill (Chris Pratt) blevet en ung mand, der i skikkelse af sit outlaw-alter ego Star Lord farer rundt i et flot rumskib og leder efter skjulte skatte, forsøger undgå øretæver og scorer alien-chicks i forskellige farver.

Vores helt lever i det hele taget godt og sorgfrit, indtil han i embeds medfør erhverver sig en mystisk orb, som viser sig at have mægtige kræfter. Det er såmænd fint nok, men langt værre er det, at den modbydelige fanatiker Ronan (Lee Pace) også er interesseret i orben. Pludselig er alle efter den kække rum-cowboy, og han må indgå en alliance med en noget broget forsamling bestående af den kønne og helt grønne eks-snigmorder Gamora (Zoe Saldana), muskelbøffen Drax (Dave Bautista), den evigt snakkende og genmodificerede vaskebjørn Rocket (Bradley Cooper) og det levende træ Groot (Vin Diesel). Efter nogen tumult ryger de fem i fængsel sammen og må samarbejde for at slippe ud. Herefter følger et relativt forudsigeligt men formidabelt underholdende og på sin helt egen måde vedkommende plot, der kredser om, at Ronan prøver at få fat i orben, så han kan knuse en planet, alt imens Quill og vennerne forsøger at stoppe ham.

’Guardians of the Galaxy’ er et atypisk Marvel-produkt i den forstand, at vi ikke befinder os på jorden og følger en klassisk superhelt, der forsøger at skjule en identitet med den ene hånd, mens han forsøger at redde verden med den anden. I stedet boltrer vi os her på den galaktiske scene, og instruktør James Gunn, der slap så overraskende godt fra ’Thor 2’, introducerer os i legende let og total nonchalant fortællestil for et fuldstændig gakket univers, hvor intet synes utænkeligt. Her er talende træer og ditto vaskebjørne, og her findes planeter lavet af kæmpe urvæseners forstenede hoveder. Gunn og Feige er et fabelagtigt makkerpar, og ’Guardians of the Galaxy’ er skiftevis sjov og rørende på den der helt rigtige og totalt overfladiske blockbuster-facon, der giver mindelser om ’Tilbage til fremtiden’ og naturligvis ’Star Wars’. En markant forskel i forhold til sidstnævnte er dog, at George Lucas’ humor altid har båret præg af, at forfatteren uanset hvordan man vender og drejer det er en halvkikset, asocial outsider. Sådan er det på ingen måde med ’Guardians of the Galaxy’. Filmen er flere steder hylende morsom, og dialogen er hele tiden flydende, veloplagt og rig på tidssvarende referencer.

En af de væsentligste årsager til, at denne film virkelig fungerer er, at castet er fantastisk. Først og fremmest er Chris Pratt fuldstændig eminent som Peter Quill. Pratt har formået at skabe en over-elskværdig karakter, som på en eller anden måde er lykkes med at blande det bedste fra Han Solo og Marty McFly, hvilket ifølge denne anmelder betyder det bedste i hele verden. Quill er dog helt tydeligt Pratts egen figur, og han krydrer fint rollen med den der lidt naive intensitet, vi kender fra hans præstation i tv-serien ’Parks and Recreation’. Hvad skal man med et avanceret og multifacetteret plot, når man udover et perfekt main-cast har folk som Josh Brolin, Glenn Close, John C. Reilly og Benicio del Toro i små til ubetydelige biroller? ’Guardians of the Galaxy’ emmer langt væk af den slags overskud, og på samme måde er både CGI, stunts, 3d, scenografi og lydside overraskende, storslået, afvekslende og af allerhøjeste kvalitet. Nå ja, og så består filmens soundtrack af gamle tresser-, halvfjerdser- og firser-klassikkere, som kommer fra et mix tape, Peters mor gav ham, inden hun åndede ud. Den gimmick bevirker, at mens plasmastråler og laserild flyver om ørerne på os midt ude i rummet, så foregår det hele til den genkendelige og noget old school jordlyd fra hits som ’Hooked on a feeling’. Det gør, at seriens tossede sci-fi verden får et anker i noget velkendt, og selv om det ligesom talende vaskebjørne lyder åndssvagt, så er det i praksis genialt.

’Guardians of the Galaxy’ er en virkelig underholdende film, der nemt placerer sig som en af de bedste Marvel-film til dato. Den er fra start til slut præget af stor opfindsomhed, kreativitet og en positiv og smittende fortællelyst, som simpelthen ikke er til at stå for. Derfor er opfordringen herfra krystalklar; drop hvad du har af planer i aften og tag en tur i biffen til veloplagt rumsjov med Peter Quill og resten af galaksens absolut mest vanvittige beskyttere.