Fra lunken teenagekærlighed til brændvarm spionthriller

anmeldelse / Tobias Bukkehave
en
to
tre
fire
fem
seks
Tredje sæson af Showtimes hitserie ’Homeland’ har budt på en temmelig turbulent og ikke altid lige behagelig rutsjebanetur. Close-Up samler op på en noget rodet affære.

Seriens anden sæson sluttede i vanlig ’Homeland’ stil, da CIAs hovedkvarter blev ramt af en voldsom bombe, som naturligvis viste sig at være plantet i Brodys bil bedst som vi så smpt begyndte at tro på, han var god nok. Det havde faktisk været en halvsvag sæson, men hvilken season ender. Hvilken cliffhanger. forfatterne Howard Gordon og Alex Gansa kastede nonchalant alle kortene op i luften, og mens man spændt ventede på at se, hvordan de mon ville lande denne gang, blev man endnu en gang mindet om, at disse to historiefortællere i sin tid fandt deres fælles stil, sprog og dynamik, da de arbejdede på spændingsserien over dem alle, FOXs ’24 timer’.

’Homeland’ er netop det; en avanceret og rå kabeludgave af ’24 timer’ med karakterer, som er tredimensionelle og knap så tegneserieagtige som gode gamle Jack Bauer og co. ’24 timer’ for voksne om man vil. Opskriften på ’Homelands’ succes har altså været at tage tonen og plotstrukturen fra ’24 timer’, hvor seeren aldrig kan vide sig sikker, fordi et fortællespor eller en karakter uden varsel kan vende 180 grader eller blive afviklet med et uventet pennestrøg, og krydre den med ægte følelser, romantik og dramatik.

Men i stedet for at udnytte den energi, der ellers lå ligefor i kølvandet på CIA-bombningen, starter tredje sæson af ’Homeland’ både svagt og langsomt. Serien bruger indledningsvis usandsynlig meget krudt på Danas teenageromance ovenpå hendes selvmordsforsøg og efterfølgende indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. I den forbindelse møder hun en ung fyr, som måske er morder, og de to stikker af sammen. Selvom det altid er godt at se Morgan Saylor spille skuespil, og selvom det faderopgør, som er det eneste handlingsmæssige resultat af det flere afsnit lange kærlighedsplot, bliver vigtigt senere, er denne del af sæsonen simpelthen for kedelig.

Mens alt dette står på, følger vi Carrie, der slås mod stærke kræfter i CIA, som ønsker at bruge hende som syndebuk for bombningen af CIA-hovedkvarteret. Carries romance med Brody ender i pressen, og til sidst må selv Saul, som nu er fungerende direktør for agenturet, bukke under for presset. I en af ’Homelands’ mest gribende scener til dato lider vi med Carrie, mens hun ser sin mentor og eneste rigtige ven begå karaktermord på hende under en live TV-transmitteret senatshøring. Carrie bryder herefter sammen, og bliver indlagt, og det hele smager lige pludselig ret meget af gentagelse. Brody ser man ikke noget til før afsnit tre, hvor det afsløres, at han befinder sig i en ghetto i Venezuela under beskyttelse af nogle gangstere. Nå, jo, omtrent samtidig finder Carrie ud af, at hun er gravid(!) På dette tidspunkt stritter sæsonen altså i alle retninger, og det er svært at se,  præcis hvor forfatterne vil hen med serien.

Heldigvis redder ’Homeland’ sig selv på målstregen, og netop som det ser allerværst ud, laver serien et af de der uforudsigelige plot twists, der gør den til noget ganske særligt. Det viser sig, at tilsværtningen af Carrie var en del af Sauls plan om at få ram på den Iranske spionchef Javadi, og Carrie skulle kun ud i kulden for at lokke Iranske interesser til, der ønsker at købe hendes viden. Planen lykkes, og herefter finder ’Homeland’ tilbage til nogle af de mere klassiske spiondyder med overvågning, analyse og hurtige beslutninger. Det klæder serien, og det er en fornøjelse at se Carrie tilbage på arbejde. Det samme gælder for Quinn, som får tilføjet et par lag mere dybden i denne sæson. Der er noget med de to figurer, der fungerer rigtig godt. De er begge kyniske no bullshit-typer, som har set lidt af hvert, og de supplerer hinanden fremragende. Vi er nogle, der stadig krydser fingre for en affære mellem de to på sigt.

Det viser sig, at det er Saul, der stod for Brodys sikkerhed i ghettoen, og på et tidspunkt henter han den nu heroinafhængige marinesoldat hjem. Saul har brug for en snigmorder for at rydde vejen for Javadi, der nu er arbejder for CIA, og Brody får denne sidste chance for at tjene sit land og rense sit navn. Snart er Brody og Carrie på afveje i Teheran, og selvom Brodys mission til sidst lykkes, er der ingen vej ud af landet for de to. Man fornemmer, hvor det bærer hen ad, og ganske rigtigt; efter at have malet sig selv op i et hjørne pågribes de to af iranske sikkerhedsstyrker. Saul kan intet gøre, og i en forfærdelig scene ser Carrie til, mens Brody klynges op.

 Således mistede ’Homeland’ øjensynligt en af sine tre hovedkarakterer, og på en eller anden måde er det ok. Der var som om, gassen var gået af Brody-ballonen, og hans plot har været sekundært i det meste af tredje sæson. Når det er sagt, skal det dog også siges, at Damian Brody glimtvis har spillet bedre i denne omgang, end han har gjort i de to foregående. ”Glimtvis” er i det hele taget et nøgleord, når man skal beskrive og vurdere tredje sæson af ’Homeland’. Den kom godt i gang efter en svag start, men der har fra start tilslut været glimt af storhed. Man kan sige, at når ’Homeland’ er dårligst, så er den kun glimtvis genial. Og det er vel i grunden ikke så ringe endda.  Serien er netop blevet forlænget med en fjerde sæson, og lad os håbe, at glimtene til den tid vil være flere, mere regelmæssige og længere.

Mere ‘Homeland’? Læs Close-Ups artikel om forholdet mellem Brody og Dana og andre far-datter-forhold på tv.