En uværdig toer

anmeldelse / Tobias Bukkehave
en
to
tre
fire
fem
seks

Frank Miller og Robert Rodrigues opfølger til ’Sin City’ lever desværre ikke op til de store forventninger, etteren affødte.

Da tegneseriemageren Frank Miller og kultinstruktøren Robert Rodrigues i 2005 slog pjalterne sammen for at blæse Millers ikoniske tegneserieunivers ’Sin City’ op på det store lærred, var der ikke et øje tørt hos hverken publikum eller kritikere. ’Sin City’ var simpelthen så god, så original og så smuk, at det halve bogstavelig talt havde været nok. Denne anmelder vover at påstå, at halvdelen af den film seriøst ville have haft tilstrækkeligt at byde på til, at den alligevel var gået over i historien som en vellykket film. I forlængelse heraf kan det tilføjes, at halvdelen af ’Sin City’ desværre nok også er bedre, end ’Sin City: a Dame to Kill for’ er i sin helhed.

Præcis som etteren er ’Sin City: a Dame to Kill for’ delt op i en række forskellige afsnit, der primært kredser om de karakterer, vi mødte i etteren. Det hele foregår stadig i gode gamle Sin City, og den første figur, vi følger, er da også en gammel kending, nemlig den brutale kæmpe Marv (Mickey Rourke), som vågner op omgivet af lig og en smadret politibil uden at have nogen ide om, hvordan han er endt op der. Marv tæsker sig gennem nogle arbitrære personer, og så er storylinen ’Just Another Saturday Night’ ovre. Herefter følger ’The Long Bad Night’ om den unge korthaj Johnny (Joseph Gordon Levitt), som aldrig taber i spil. Johnny er ung og kæphøj, og han havner snart i byens farligste kortspil mod byens farligste mand, Senator Roarke (Powers Booth). Johnny vinder selvfølgelig spillet, men sejren kommer til at koste ham dyrt.

“De to voldsmænd laver en plan, der grundlæggende går ud på at storme paladset og tæve alle, de møder.“

Filmens mest vægtige storyline hedder ’A Dame to Kill for’ og handler om Dwight McCarthy, som Clive Owen spillede med stor pondus i ’Sin City’. I etteren får vi at vide, at Dwight netop har fået et nyt ansigt, og derfor kan man godt acceptere, at Josh Brolin har taget over som skuespiller i denne prequel-historie. Dwight slæber rundt på en dyster fortid som kriminel og en ditto skyggeside, som hele tiden truer med at slippe fri og smadre alt omkring ham. Derfor giver han en som afholdsmand og privatdetektiv på den rigtige side af loven, men da hans livs kærlighed i skikkelse af den enigmatiske og dødsensfarlige Ava Lord (Eva Green) pludselig dukker op, begynder Dwights liv atter at spinne nedad i en ond spiral af vold, sprut og sex. Bedre bliver det ikke af, at Dwight vælger at søge hjælp hos sin gamle ven Marv for at befri Ava fra hendes rige magnat-ægtemand. De to voldsmænd laver en plan, der grundlæggende går ud på at storme paladset og tæve alle, de møder. Det viser sig dog snart, at sandheden om Avas ægteskab er mere speget end først antaget, og Dwight finder snart ud af, at hans elskede har flere agendaer, end hun indrømmer.

Joseph Gordon-Levitt som korthajen Johnny

’Sin City: a Dame to Kill for’ er præcis som den første film et æstetisk lystorgie. Denne gang er det hele naturligvis i 3D, og Frank Millers sort hvide noir-tableauer er fantastiske i den sammenhæng. Problemet med denne film er ganske enkelt, at den er ringere skrevet og orkestreret end den oprindelige ’Sin City’ var. Genbrugen af karakterer, setting og storylines er for massiv, og filmen mangler fuldstændig den friskhed, der gjorde etteren uforglemmelig. Hvor fortællestilen i ’Sin City’ var underspillet og elegant mellem de grafiske eksplosioner af vold, er den i ’A Dame to Kil for’ forudsigelig, forceret og kedelig. Det er svært at sige, om oplevelsen af denne film havde været anderledes og mere intens, hvis den første film ikke fandtes, men sikkert er det, at man undervejs ikke kan lade være med at drage paralleller, og ’A Dame to Kill for’ taber hver gang. Når det er sagt, så skal det også siges, at man sagtens kan få en fornuftig biografoplevelse ud af det visuelle niveau i denne film alene, og at de karikerede fortællinger fra Sin Citys grumsede univers er da også gode nok til, at filmen ikke falder totalt igennem.