En frihedsberøvet fars pige

anmeldelse / Sophie Engberg Sonne
en
to
tre
fire
fem
seks
Historien om den pæne Pipers kamp mod sine indre dæmoner er fortsat fascinerende, men selv om anden sæson kommer forrygende fra start, falder 'Orange is the New Black' for hurtigt tilbage i vante folder

Hvad er det værste, man kan udsætte en kontrolleret fars pige for? Det må være et amerikansk kvindefængsel, hvor høflighed er skrællet af som pudset på væggene og alle kæmper for deres egen overlevelse i en verden, hvor uvished bruges som våben mod velforberedtheden hos fangerne.

Midt i det muntert brogede persongalleri i Jenji Kohans dramaserie om livet i kvindefængslet er det historien om den pæne pige Piper, der havner i fængsel for en narkoforbrydelse næsten ti år tilbage i tiden, der bliver ved med at være nerven i foretagendet. Derfor er det også forfriskende, at seriens anden sæson lægger ud med et afsnit, der koncentrerer sig helt om hendes indre drama.

Åbningsafsnittet er instrueret af Jodie Foster, og det er rent ud sagt fænomenalt. Man kastes med Piper ud i uvisheden, da hun hentes fra sin isolationscelle, hvor hun afsoner tid for en voldsforbrydelse mod en medfange, og bliver transporteret først i bus, siden i fly, fra sine vante rammer i Litchfield til et nyt fængsel i Chicago uden at vide hvorfor.

På flyveturen, hvis destination den desperate Piper ikke kender, falder hun i snak med en anden kvindelig indsat, som er anderledes rolig ved situationen. Og pludselig åbner hun op og fortæller om voldsepisoden mod Pennsatucky, som hun frygter, hun har dræbt. Kameraet ser på Piper fra den fremmede kvindes synspunkt, og mens hendes skal krakelerer og hun bekender sin synd, bevæger kameraet sig langsomt 180 grader rundt om hendes ansigt, til det igen fanger den fremmede kvindes forundrede blik. ”Det er sgu noget lort, mand,” siger hun bare.

Ud over, at scenen viser et fremragende samspil mellem karakterudvikling, spil, dialog og kamerabevægelse, fortæller scenen også noget om det, der har gjort fængselsopholdet så hårdt for Piper: hun er kommet i kontakt med sider af sig selv, hun ikke ønskede at kende, og som står i kontrast til den figur, hun har brugt hele sit liv på at bygge op. ”Min far siger, jeg skal udvise viljestyrke og ikke være en lemming,” siger skolepigen Piper i et af afsnittets mange flashbacks, men i fængslet er man nødt til at være en lemming. Man reduceres til et anonymiseret, viljeløst væsen, strippet for alt ned til de mest basale menneskerettigheder, og det er ikke noget kønt syn.

De mange flashbacks tynger afsnittet, der ellers er et friskt afsæt for den nye sæson, og hvor ville jeg ønske, serien havde fortsat fornyelsen frem for at vende tilbage til Litchfield allerede i andet afsnit af sæsonen af grunde, der ikke skal afsløres her. Gensynet med Litchfield-kvinderne er ganske vist hyggeligt, men straks falder serien tilbage i den soap-lignende facon, der efterhånden kom til at kendetegne første sæsons mange interne magtkampe og jalousidramaer.