En absolut forglemmelig sæson

anmeldelse / Katrine Sommer Boysen
en
to
tre
fire
fem
seks
SPOILER ALERT
I aftes var der finale i tiende sæson af 'Paradise Hotel' på TV3 efter en skuffende sæson.

Det begyndte ellers tilsyneladende godt. Ulven Peters lillebror Kasper Birch tjekkede sammen med syv andre “hotte” singler ind på det “luksuriøse” hotel i Mexico, og han fik som sin bror hurtigt en kendingsmelodi. “Man kan vel ikke gøre for, at man har charme…” klingede musikken, hver gang Kasper tonede frem, og da han allerede i sæsonens første afsnit nedlagde den i overført betydning blåøjede Laura, der senere kvitterede for hans affektion ved at smide sin tvillingebror, Simon, ud af hotellet, tegnede alt lovende.

Sæsonen har haft relationer som tema. Laura og Simon viste sig at være tvillingesøskende, Michael og Henrik brødre, Nadia og Natasha kærester (heller ikke dette lesbiske forhold kom der noget spændende tv ud af) og ikke så få “kendte hinanden fra byen”, som det hedder i Paradise-lingo. Det ved vi vist alle, hvad betyder.

Men producenterne kunne ikke få deres tema til at give pote, for det viste sig ret hurtigt – som ventet – at klorvand er tykkere end blod, og selv de hårde valg havde ikke nok tv-resonans til virkelig at skabe et drama.

Sæson 10 vil primært blive husket for en sæson, hvor det hos seeren i hvert fald virkede som om, deltagerne ikke havde det specielt sjovt indbyrdes. Særligt den arrogante Henrik, der i egne øjne havde mest “White House”-potentiale, og hans alt andet end skarpe makker Christian har yndet at diskutere om alt mellem himmel og jord, og sammen har de skabt en nedladende og kvindefjendsk atmosfære, som det mildt sagt har været frastødende at overvære. ‘Paradise Hotel’ er nok kendt for sine intriger, men hvis intrigerne ikke udspringer af spillet, men bare er resultatet af to slatne knægte, der i fuldskab opfører sig som kællinger, så giver det ingen mening. I en sæson var der en deltager, der blev smidt ud af hotellet, fordi vedkommende blev voldelig. Det samme havde været på sin plads at gøre i år, hvor den verbale vold har stået i vejen for et interessant tv-spil.

Blandt årets lyspunkter har været gårsdagens vinderpar Martin og Sandy. En pladesmed fra Amager og en storbarmet, jysk eventpige, der sammen gav alle de andre ligegyldigheder baghjul. Sandy har været blandt Henrik og Christians yndlingsofre, men uanset hvor meget de har forsøgt at karakterisere hende som en hjernedød Betty Boop, så har de små interviews med Sandy vist, at her er en blondine, der har mere end forstået spillet.

Som altid er det underholdende at overvære, at gæsterne tror de har gennemskuet spillet, men stadig ikke fatter, at spillet spiller dem. Don’t blame the player, blame the game, har en af typerne tatoveret på brystet, men ingen af dem har tilsyneladende indset, at de er brikker i et spil, der ikke kan vindes, fordi reglerne er, at reglerne tilpasser sig situationen. Men heller ikke her har produktionen været lige så skarp som sædvanlig, for der er ikke kommet megen gas ud af deres fiksfakserier. Måske netop derfor er der levnet plads til så meget intetsigende personfnidder.

Om et par dage er årets ‘Paradise Hotel’ glemt. Helt glemt. Ingen af personerne vil blive husket, for der var ikke castet egentlige personligheder. Programmet er nødt til at forny sig selv, hvis det vil blive ved med at lancere sig som et program, hvor alt kan ske. Efter denne sæson burde mantraet lyde: Stedet hvor alt kan ske – men intet sker.