Andy og aberne

anmeldelse / Ann Lind Andersen
en
to
tre
fire
fem
seks
En følelsesmæssigt engagerende sommerblockbuster med storslåede billeder, der vil ætse sig fast på nethinden

 

Hvem skulle have vidst, at Pierre Boules roman om, hvordan aber overtager verden, ville blive grundlaget for en hårdnakket film-franchise, der nu har mere end 50 år på bagen? Og at den første film dengang i 1968, der slet og ret hed ‘Abernes planet’, med Charlton Heston i hovedrollen, skulle blive en science fiction klassiker?

At filmen blev et øjeblikkeligt hit, var der ingen tvivl om. Den blev hurtigt fulgt af intet mindre end fire sequels op gennem 1970’erne, dog ikke med Heston. Han nøjedes med at spille en lille birolle i to’eren. Og igen i 2001 forsøgte man at spinde guld på abe-universet med en remake med Tim Burton ved roret og Mark Wahlberg og Helena Bonham-Carter I de bærende roller. Et temmeligt tvivlsomt projekt, der da heller ikke fik nogen efterfølger. Før altså 2011, hvor man besluttede sig for at reboote franchisen med ‘Rise of the Planet of the Apes’ (‘Abernes planet: Oprindelsen’). En overraskende velfungerende film, der kunne overbevise selv de værste skeptikere om, at der stadig var liv i aberne.

I ‘Rise…’ mødte vi chimpanseungen Caesar, der vokser op hos videnskabsmanden Will (James Franco), der eksperimenterer med, hvor meget indlæring aberne kan kapere. Der bliver dog også foretaget mindre pædagogiske laboratorieforsøg, hvilket gør, at Caesar tilsidst befrier de indespærrede forsøgsaber. Filmen sluttede, som man tydeligt husker, hvis man har set den, med et imponerende showdown mellem oprørske aber og mennesker på Golden Gate i San Francisco.

Her i ‘Dawn of the Planet of the Apes’, eller ‘Abernes Planet: Revolutionen’, som den hedder på dansk, er vi tilbage i San Fran ti år efter. En dræbende virus har i de mellemliggende år udryddet det meste af menneskeheden, så kun en lille gruppe overlevende er tilbage. De mangler strøm og må begive sig ud i de store skove uden for byen for at få gang i en gammel dæmning. Men ude i skovene har aberne skabt deres eget rige med Caesar som alfahannen. Her har de udviklet det sprog, han lærte som barn, og lever i etnisk fordragelighed, orangutanger, gorillaer, aber osv. side om side under devisen ‘Ape not kill ape’.

Da den lille trup af mennesker, anført af Jason Clarkes karakter, Malcolm, støder på aberne, optrappes langsomt en anspændt konflikt, der hurtigt eskalerer voldeligt. Også selv om Malcolm og Caesar på hver sin side forsøger at bevare freden. Der har altid været politiske undertoner i franchisens (bedre) film, og få kan være i tvivl om denne films antivåben og antikrigsbudskab. På den måde er ‘Dawn…’ mere en krigs-dystopi end det  er en virus-dystopi, selv om den egentlig lægger op til det i sin prolog.

I rollen som den imponerende Caesar ses Andy Serkis. Eller: ‘ses’ er nok så meget sagt, for med motion- og performance capture-teknikken, ser man aldrig Serkis’ eget ansigt. Ligesom da han spillede Gollum, King Kong, Kaptajn Haddock i ‘Tintin’ og Godzilla, er han gemt bag den digitaliserede udgave, men man skal ikke tage fejl. Skuespilpræstationen er fremragende. Faktisk så fremragende, at man i amerikanske filmmedier igen diskuterer om hvorvidt mo-cap-roller ikke også burde komme i betragtning til Oscarnomineringerne. Serkis’ Caesar er i hvert fald fuldt ud lige så nuanceret som enhver anden karakterrolle og så gribende og engagerende, at man glemmer, at der er tale om aber. Så ‘menneskelige’ er de – i mangel af et bedre ord.

Og når vi taler om motion- og performance capture, så viser ‘Dawn…’ tekniske nye højder. Aldrig før har så mange skuespillere været i gang på samme tid, og aldrig før har teknikken været taget med ud on location. Samtidig er Peter Jacksons førende digitale special effects firma, WETA, blevet så dygtige, at man stort set ikke kan se overgangene mellem computergenererede og ‘real life’ billeder. Altsammen, of course, i upåklagelig 3D.

Eneste sløje punkt er under-udviklingen af menneske-rollerne. Sidehistorierne om Malcolms forhold til sønnen (Kodi Smit-McPhee)og kæresten Ellie (Keri Russell, der er lige så pæn og gennemsigtig og anonym, som hun plejer) bliver gjort så ligegyldige, at de nærmest er overflødige. Og ingen af dem, selv ikke Gary Oldman, får ret meget at arbejde med. Spild af fornemt talent.

Til at styre både teknik, skuespilpræstationer og en historie, der aldrig bliver banket ind med syvtommersøm men holder sig til det underspillede, står instruktør Matt Reeves, der lavede ‘Cloverfield’ og en glimrende genindspilning af den svenske vampyrfilm, ‘Lad den rette komme ind’ (på engelsk ‘Let Me In’). Reeves forstår at skabe en følelsesmæssig forbindelse til sine figurer, også selv om det er aber, og hans film går mere efter det tankevækkende end efter de store actionbrag.

Det betyder ikke, at der ikke er storslåede billeder i filmen. Faktisk er der billeder, der vil ætse sig ind på nethinden. Hvad med synet af en ridende abe med en maskinpistol i hænderne, der kommer tordnende gennem tårnhøje flammer? Alligevel ikke et billede, man ser hver dag!

Det gør ‘Dawn of the Planet of the Apes’ til endnu et bevis på, at det kan lade sig gøre at lave en sequel, der er bedre end forgængeren. Og ganske enkelt til en fremragende fortalt film og topklasse-underholdning.